Skriv en kommentar
I et hus et stykke derfra bor tre generationers fangevogtere. Farfaren er gået på pension. Det er faren og sønnen, som skal stå for henrettelsen.
Fangen gøres klar. Lawrence (Sean Combs) ser sin kone Leticia (Halle Berry) og sin søn Tyrell (Coronji Calhoun) for sidste gang. Fangevogter Hank (Billy Bob Thornton) og sin søn Sonny (Heath Ledger) gør sig klar. De eskorterer Lawrence til sin celle. De bringer ham det sidste måltid. De lader sig portrættere med blyantstreg, da Lawrence bedst slapper af, når han tegner.
Der krydsklippes til Leticia og Tyrell. De ser tv og venter på den sidste telefonopringning. Telefonen ringer ikke. Lawrence er blevet nægtet at ringe.
Tilbage til Lawrence som får klippet sine bukser over. Han iklædes en ble og barberes skaldet. Han henrettes for øjnene af et inviteret publikum.
Dette er den lange henrettelsesscene i begyndelsen af Marc Forsters ”Monster’s Ball”, en succefuld low-budget film, som kulminerede med Halle Berrys Oscartildeling sidste år.
Det er en film om distance med ønske om nærhed. Distance mellem fangevogter og dødsdømt, mellem sort og hvid, mellem luder og kunde.
Sonny ønsker nærhed. I fængslet knytter han sig blot en smule til den dødsdømte med det resultat, at han ikke magter at følge med ind til henrettelsen. Efter et koldt besøg af luderen Vera ønsker han at give hende middag. Hun afslår. Sonny finder ikke nærheden og forlader verden i desperation.
Efter sønnens selvmord opsiger Hank jobbet som fangevogter. Og efter at han har mødt Leticia sporadisk kommer det tragiske men skelsættende møde, da han finder hende på vejen med sit døende barn i hænderne efter en hit ’n run. Han kører hende på hospitalet, og han kører hende hjem. En higen efter nærhed begynder.
”Monster’s Ball” er en film, som fungerer godt på papiret. Men afstanden mellem papir og lærred er stor og vigtig i filmens verden. Denne afstand formår ”Monster’s Ball” ikke at imødekomme.
En film kan blive fortænkt i en grad, som ikke er givtig. Som når man i ”Monster’s Ball” metaforisk vil vise, at personerne ikke ved, hvor de skal opholde sig i verden, ved at lade dem alle være i udkanten af billedrammen i de fleste indstillinger – dem alle undtagen den dødsdømte Lawrence for han kender velsagtens sin position. Metaforen underminerer sig selv. Hvad der kan virke klogt på papir og i hoved, gør det ikke nødvendigvis på celluloid.
Det er filmens æstetik, som gør denne film dårligere, end den kunne have været. Emnet og det stilsikre, alt for lækre udseende går ikke i spænd. Skuespillet er alle steder rimeligt og Halle Berry har fuldt fortjent sin Oscar. Realismen og intimiteten er til stede i flere indstillinger. Om det så er den uerfarne instruktør eller de to skuespillere, som har skrevet manuskriptet, som bærer skylden er uvist. Et er sikkert; filmen skranter på ærgerlig facon.
DVD Ekstramateriale
Det meste interessante ekstramateriale er et halv-times program om opbygningen af den lange henrettelsesscene. Her fortælles minutiøst om de enkelte dele. Om klipningen, fotograferingen, musikken. Programmet giver et godt indblik i hele idéen med ”Monster’s Ball”, og fremfor alt afdækker det også filmens svagheder. Hvordan man har tænkt i enkeltdele og håbet på, at gode enkeltdele giver et godt hele.
Derudover består ekstramaterialet af de gængse biografier, trailers og scene selections. Hertil kommer et par scener, som ikke var med i den færdige film, et kort program om hvor sjov Billy Bob Thornton kan være uder optagelserne, et ”Behind the Scenes”-program som desværre er lidt for reklamerende og som desuden kun er halvt (!) samt kommentarlydspor med Halle Berry/Billy Bob Thornton og med Marc Forster/Roberto Shaefer.
Der kan gives fire stjerner til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
