Skriv en kommentar
Det er altid farligt for en horrorinstruktør at sætte sig imellem to stole. Men ikke desto mindre lød Raffaele Picchios genremæssige bastard ”Morituris” som et skræmmende bekendtskab, der nok skulle kunne frembringe et gys eller to. Filmen er en finurlig blanding af terror/voldtægtsgenren, i stil med Wes Cravens ”Last House on the Left” (1972) og Ruggero Deodatos ”House on the edge of the Park” (1980), tilsat ingredienser fra den klassiske slasherfilm.
En gruppe unge skal til et illegalt rave-party i en mørk skov, hvor der venter masser af sprut, stoffer og musik. Gruppens to kvinder har ladet sig overtale af de tre fyre til at følge med ud i skoven, da de som en af kvinderne udtaler ”virker som nogle flinke fyre”.
Naturligvis viser dette sig at være en stor fejltagelse, og det går hurtigt op for kvinderne at de tre fyrer langt fra er normale i deres hoveder. De to kvinder pacificeres af mændene og voldtages på skift i en scene, der virker kvalmende lang. Hvad de tre psykopater ikke ved, er, at der i skovens mørke lurer en gruppe udødelige gladiatorer, der har svoret hævn over menneskeheden, ved at dræbe alle der bevæger sig ind på deres område.
”Morituris” er tydeligvis lavet for at provokere, og det virker som om instruktør Raffaele Picchio bevidst er gået efter at fornærme flest mulige mennesker med sin film. Det er eksempelvis ikke underligt, at den italienske censur valgte at nedlægge forbud mod filmens biografpremiere, blandt andet på grund af den 10 minutter lange scene hvor kvinderne bliver voldtaget og mishandlet.
”Morituris” er da også en helt igennem chauvinistisk film, hvor kvinden skal nedgøres mest muligt, uden mulighed for den genfødsel, der kendetegner eksempelvis den beslægtede rape/revenge genre. Derfor får man som publikum heller ikke den forløsning, der er nødvendig for at sætte filmen i perspektiv. I stedet bliver ”Morituris” en stiløvelse i dårlig smag, hvor egentlig plotmæssig handling træder i baggrunden i forhold til eksplicitte scenarier.
Heri ligger selve problemet med ”Morituris” for selvom filmen er væmmelig og til tider direkte skræmmende, så er den frem for alt kedelig! Filmen tager sig selv så alvorligt, at man kvæles i den anstrengte insisteren på at chokere. Havde filmen bare haft en anelse humoristisk distance til sig selv, så havde den måske været nemmere at sluge.
”Morituris” har sine øjeblikke hvor det løber publikum koldt ned af ryggen, der er desværre bare for få af disse øjeblikke. Filmen er kedelig og selvhøjtidelig og henvender sig kun til hardcore horrorfans.
Ekstramateriale
Bonusmaterialet til "Morituris" er ganske underholdende, ikke mindst fordi man har valgt at smide den underholdende, om end lidt forvirrende, varulvekortfilm "Versipellis" med på disken. Kortfilmen er instrueret af Donatello della Pepa, og har som sådan ikke noget med "Morituris" at gøre, ud over at de to film stod til at blive udgivet samtidig, som en slags double feature projekt. Kortfilmen er som nævnt lidt rodet rent plotmæssigt, men alligevel yderst underholdende og ganske blodig.
Endvidere finder man en lille dokumentarfilm, der går bag om tilblivelsen af "Morituris". Den lille film er interessant, og giver et godt indblik i kildematerialet til filmen. Desværre har skuespillere og instruktør en tendens til at gå lige lovlig meget i selvsving, i deres beretninger om hvor fantastisk deres film er.
Et billedgalleri samt et trailershow er der også blevet plads til.
Bonusmaterialet til "Morituris" ligger over gennemsnittet, ikke mindst på grund af kortfilmen "Versipellis, og får 4 ud af 6 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
