Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning:
Mit kendskab til den tyske instruktør Werner Herzog er ikke overvældende. Jeg har et bokssæt med hans Klaus Kinski-film stående samt dokumentaren Grizzly Man (2005), and that’s it. Noget jeg dog har bidt mærke i er, at Herzog synes at have en forkærlighed for skøre mennesker, hvilket bl.a. understreges af ovennævnte film, og derudover jeg har også altid opfattet Herzog selv som lidt af en skør kugle. Tag nu f.eks. filmen Fitzcarraldo (1982), hvor den eponyme hovedperson, spillet af Klaus Kinski, får en masse indianere til at trække en floddamper over et bjerg i Peru. I filmen trækkes der faktisk en floddamper over et bjerg, sådan for alvor, og selvom man sidder og tænker, at karakteren Fitzcarraldo da må være rablende gal, så må man ikke glemme, at det hele jo netop er iscenesat af Werner Herzog, og at det i virkeligheden er ham, der får trukket floddamperen over bjerget. At Herzog og Kinski, der jo var pænt tosset i virkeligheden, derudover arbejdede så meget sammen som de gjorde, er vel også meget sigende. Lige børn leger som bekendt bedst. Derfor kom det heller ikke som den helt store overraskelse, at My Son, My Son, What Have Ye Done (2009), ligesom førnævnte Fitzcarraldo og især Aguirre der Zorn Gottes (1972), som jeg synes har visse ting til fælles med My Son…, omhandler en person, der er faret vild i galskabens mørke labyrint.
Hvad der derimod kom som lidt af en overraskelse var, at David Lynch har fungeret som executive producer på filmen. Det var dog en kærkommen overraskelse, og da jeg så hans navn på coveret, tænkte jeg umiddelbart, at han ville komplementere Herzog ret godt, hvilket heldigvis også viste sig at være tilfældet. Begge to har en ret afdæmpet stil, og selvom Herzog måske er mere afdæmpet end Lynch, og sidstnævnte i hvert fald helt sikkert er mere surrealistisk end førnævnte, så er kombinationen af Herzogs karakteristiske ro og Lynchs ligeså karakteristiske syrede inputs ret pirrende. Som helhed er My Son… dog typisk Herzog garneret med lidt Lynch hist og her.
Filmen (kan indeholde spoilers!):
Kort fortalt handler My Son… om en ung mand ved navn Brad McCullum (spillet af Michael Shannon, der leder tankerne hen på en ung Richard Kiel), som efter en tur til Peru bliver skør og til sidst ender med at slå sin mor ihjel med et sværd. Da seeren kommer ind i filmen, som i øvrigt tager afsæt i autentiske hændelser, har mordet allerede fundet sted, og Brad McCullum har forskanset sig inde i sit hus med to ”gidsler”, ligesom politiet har indtaget position udenfor. Kriminalbetjentene Havenhurst (Willem Dafoe) og Vargas (Michael Peña), der er de højst rangerede på gerningsstedet, venter på SWAT-holdet, og praktisk talt hele filmen udspiller sig som en dialog mellem Havenhurst på den ene side og McCullums forlovede ved navn Ingrid (Chloë Sevigny) samt teaterinstruktøren Lee Meyers (Udo Kier) på den anden. Igennem denne samtale, som formidles i form af flashbacks, tegnes et portræt af Brad McCullum, der på alle måder viser sig at være en dybt syg mand.
Hvad der præcis har gjort Brad skør, får man aldrig rigtig at vide, men Ingrid nævner flere gange, at der skete noget under hans tur til Peru (som er en yndet location for Herzog), og at han var forandret, da han kom hjem igen. Brad forklarer på et tidspunkt selv, at han kun vil lystre sin indre stemme, men hvorfor og hvad den stemme er (Gud?) antydes kun svagt, hvis overhovedet. En anden væsentlig, og klassisk, bidragende årsag til Brads mentale uligevægtighed synes endvidere at være hans ekstremt dominerende mor (spillet af Gracie Zabriskie som Lynch-fans vil genkende fra bl.a. Wild at Heart (1990), Twin Peaks (1990-91) og Inland Empire (2006)), der behandler ham som et lille barn, på trods af at han er et sted i sen-30’erne; en situation, der så absolut ikke forbedres af, at Brad stadig er hjemmeboende.
Filmen, der i det store hele er meget udramatisk, rundes af med en ligeså udramatisk slutning, men det er som forventet, da filmen på ingen måde er en actionfilm. Her er derimod tale om et objektivt, og til tider lidt langtrukkent, portræt af en gal person, som indeholder elementer af både drama, krimi og thriller blandet op med en god klat sort humor. Tit og ofte kan genremiks bruges med fordel, men desværre bliver det lidt af en ulempe for My Son…, for i sin flirten med forskellige genrer mister filmen også fokus, hvilket bevirker, at den kommer til at fremstå en anelse anonym. Den er sådan ikke rigtig noget, og man sidder tilbage med en lidt tom fornemmelse, når credits begynder at rulle over skærmen. Denne tomme, lidt flade fornemmelse forstærkes endvidere af, at filmen, i hvert fald som jeg ser det, er for objektiv i sin portrættering af Brad McCullum. En mand bliver sindssyg og slår sin mor ihjel, og vi hører nogen fortælle om ham. Færdig. Jeg ville gerne have haft, at der lå et eller andet og rumsterede under overfladen, men det synes jeg ikke umiddelbart er tilfældet. Måske kan jeg bare ikke se det. Under alle omstændigheder er My Son… ikke en film, der har rodfæstet sig i min bevidsthed lige som f.eks. Aguirre der Zorn Gottes .
Det, der til gengæld gør filmen seværdig, er skuespilpræstationerne, især Michael Shannon er overbevisende (og skræmmende!) i rollen som Brad McCullum, temaet samt stemningen, der oser af en nærmest twinpeakiansk (for lige at bruge et godt dansk ord) skævhed. Sidstnævnte skyldes især en række mesterlige scener med moderen, der virkelig får en til at krumme tæer, bl.a. middagssekvensen, og scenen, hvor hun giver Brad og Ingrid et glas vin på deres værelse.
Disse positive elementer er dog ikke nok til at redde My Son… som helhed. Ikke dermed sagt, at det er en dårlig film, for det er det ikke, men den har nogle svagheder, der gør, at den desværre nok alt for let vil gå i seerens mentale glemmebog. Jeg vil dog til enhver tid anbefale den til fans af Herzog og Lynch, ligesom at folk med interesse i skæve portrætter af skæve eksistenser nok også vil kunne få glæde af den.
Billedkvalitet:
Billedet er generelt ret blødt, på trods af at der lader til at være brugt en del edge enhancement, hvilket bl.a. ses meget tydeligt på credits i starten. Farverne er ekstremt afmættede, og sortniveauet holdes i det store hele på et fornuftigt niveau. Jeg må dog indrømme, at billedet ikke faldt helt i min smag, hvilket nok primært skyldes graden af farveafmætning, men hvis man er glad for Herzog (og Lynch), så bør betænkeligheder over billedet på ingen måde afholde en fra at investere i filmen.
Ekstramateriale:
Disken indeholder intet ekstramateriale, hvilket er lidt ærgerligt, da det kunne have interessant at høre lidt om samarbejdet mellem Herzog og Lynch, ligesom at jeg også godt kunne have tænkt mig, om ikke andet, en kort dokumentar om den virkelige sag, som filmen bygger på.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Mis. Label.
