Skriv en kommentar
I dokumentaren …når du kigger væk forsøger instruktøren Phie Ambo at undersøge noget så flygtigt og allestedsnærværende som bevidsthed. Hertil opstiller hun tre konditioner: 1) hun må ikke planlægge undersøgelsen, og de deltagende skal selv henvende sig eller komme til hende gennem andre deltagende, 2) filmen skal fortælles kronologisk, og 3) hun skal tage alt for pålydende og ikke være kritisk over for folks verdenssyn.
Med disse tre præmisser i baghånden tager Ambo udgangspunkt i et gammelt forsøg, der viser, at elektroner opfører sig anderledes, når de bliver målt. Herfra møder vi en række forskellige mennesker, som næsten alle mener, at der er noget til stede, som vi ikke kan måle. Det baserer de bl.a. på besøg hos clairvoyante eller på, hvordan vand tilsyneladende kan kommunikere med andet vand og mindske fedt i ventilationssystemer, eller andre ting, der tilsyneladende er lige så uforklarligt, som at elektroner opfører sig anderledes, når de bliver målt.
Præmisser som styrke og som svaghed
…når du kigger væk er en rigtig flot film, og der bliver leget meget med billederne af vand og lys og med fokus. Den stiller mange store spørgsmål og er bevidst om, at den næppe for svar på mange af dem. Emnet er i sig selv komplekst, og det er beundringsværdigt, både at man tør lave en film om noget så udefinerbart som bevidsthed, men også at den tør kombinere så forskellige ting som strengteori og ventilationssystemer.
At filmen havner så forskellige steder, skyldes de konditioner, som filmen er lavet ud fra, der fungerer som en slags antitese til dogmereglerne – noget, der skal bringe os så langt væk fra den virkelighed, vi kender. Omvendt ligger filmens svagheder også i disse konditioner, for især den første præmis, om at de deltagende skal finde hende og ikke omvendt, sætter en klar begrænsning på, hvem det er, vi møde. Præmissen kommer automatisk til at tilgodese folk, der på hver sin måde mener, at der findes denne umålelige, eksterne bevidsthed, og som har en interesse i at fortælle om det. Omvendt overses i en vis grad andre mere kritiske stemmer med andre forklaring, da de måske er knap så tilbøjelig til at kontakte Ambo. Desuden er filmen så fokuseret på at møde alle de mennesker, der dukker op, at mange af dem ikke får meget plads til at forklare sig selv eller deres teorier. Som publikum bliver man derfor ikke altid klogere på, hvad de egentlig mener.
En ambitiøs film
Grundlæggende formår filmen at stille spørgsmålstegn ved, hvad bevidst er, og den viser, at der er mange ting, vi endnu ikke forstår. Det til tider ensidige fokus på ”det uforklarlige” og ikke på de skeptiske gør, at der dog mangler en dybde på det stillede spørgsmål. Under alle omstændigheder formår film at sætte tankerne i gang, og dermed få publikum til at bruge deres bevidsthed, og det i sig selv er vel ikke uden værdi.
