Dagen i dag, var også den første dag med indisk bidrag, om endnu en af de mere unikke titler – nemlig den charmerende Bollywood-tegnefilm”Sita Sings the Blues”. Med udgangspunkt i indiske myter tegnes farverig tråde op i alle ordets betydninger, da indiske guder danser rundt i kulørt palette til traditionel indisk musik og jazz. Ikke nok med det, trækkes en af trådene til instruktør Nina Paleys eget ægteskab, hvilket giver den ellers meget underholdende animationsfilm endnu flere strenge at spille på. Bollywood er en scene der så småt er ved at trænge igennem i Danmark, den første danske Bollywood festival nogensinde løber samtidig med NatFilm, og det bliver spændende at se flere titler fra den gigantiske og meget spændende filmindustri fremover.
Fra den ene yderlighed til den anden kom man dog, da den japanske ”Funuke show some love, you loosers” indtog lærredet. Ikke fordi den er videre spændende, med sin stille sorte og ekstremt nuttet humor. Men med en sprød cocktail af familiekonflikt, smør på linsen og manga (!), er filmen så utrolig mærkværdig, at den er absolut er værd at se alligevel.
”The Grind” er en årets af de mange latino bidrag, men absolut ikke en af de bedre. Det er ment som en underspillet forveksling komedie, om den distræte reklamemand Alejandro, der altid har klaret sig ved at tale andre efter munden. Da kollegaen og den egentlige idémand, Juan, dør i en trafikulykke lige før han får fortalt en vigtig reklameidé til Alejandro, der i den forbindelse bliver forfremmet til kreativ chef, kommer Alejandro for alvor ud i problemer. Og ja – det er meningen at det skal være absurd sjovt, der kridtes i hvert fald op til et klimaks der hele filmen udebliver. Værst af alt udebliver historien, der mangler en rød tråd og langt flere humoristiske indslag, for at filmen virker. Lille og kær – og lidt af en ørkenvandring.
Apropos ørkenvandring, var næste indslag på programmet den fjollet spaghetti western ”Matalo! - Kill him!”. Det gik nu aldrig helt op for mig, hvad filmen helt præcis handlede om. Jeg gav simpelthen op, da en eller anden fesen hippie revolvermand startede med at bøffe alt han kom i nærheden af. Dvs. alle indbygerne i en by, en hær – og da der ikke er andre at slå ihjel, røg hans håndlangere også, mens han grinede manisk og teatralsk, akkompineret af talentløs guitarrock. ”Matalo!” er tydeligvis mere et 60'er eksperiment end en film, og instruktør Cesare Canevani har med garanti været alt andet end appelsinfri under processen – og det må godt nok have været stærke sager, da resultatet er en imponerende skidt film.
