Skriv en kommentar
Nattevagten som udkom i 1994, og var filmen som virkelig åbnede manges øjne op for Ole Bornedal. Udover det var filmen også et af de bedste bud – hvis ikke det bedste bud – på en rigtig god og dansk gyserfilm. Filmen blev et kæmpe hit både i Danmark, men også uden for de danske grænser. Siden har Bornedal gjort os alle glade med en masse af hans geniale film. Selv vil jeg fremhæve Skyggen i mit øje fra 2021, som jeg syntes er en af hans bedste film. Nu udkommer en forsættelse til Nattevagten, som foregår omkring 30 år efter.
Handlingen følger Emma, som er datter af Martin og Kalinka fra den første film. Emma studerer medicin, hvor hun tilbringer meget tid med hendes studiekammerater Frederik, Maria og Sofus. Emmas far, Martin, kæmper stadig med at komme videre efter hændelserne, som ham og Kalinka mødte i Nattevagten. Vi finder hurtigt ud af, at Kalinka endte med at tage sig eget liv senere hen i livet, og sorgen tager enormt meget på Martin. Emma prøver ihærdigt at snakke med sin far om tingene, men han lukker ned hver gang hun bringer fortiden op. Derfor beslutter Emma sig for at tage et job som nattevagt hos Retsmedicinsk Institut. Det præcis samme job, som hendes far havde for 30 år siden. Hendes håb er at få flere svar omkring seriemorderen Kommissær Wörmer, og hvad der skete tilbage i tiden til dengang. Udover at tage et job som nattevagt, så vælger Emma også at tage forbi et smut forbi hos Wörmer, som er i en isolationscelle på en psykiatrisk afdeling på Sct. Hans. Hendes møde med ham vækker ham fra hans mangeårige komatilstand, og det sætter gang i en masse blodige drab og ikke mindst en sult efter hævn.
Efterfølgeren til Nattevagten forsætter i samme thriller og gyser genre. Os danskere er desværre ikke kendt for at lave de bedste gyser film. Det er bare et faktum. Men så er det jo godt, at vi har Ole Bornedal. Han forstår at gøre både os danskere, men også udlandet ganske imponeret over hans bud på en god dansk gyser. Det gjorde han i hvert fald med den første Nattevagten, men jeg er rimelig sikker på, at folk vil blive lige så imponeret over efterfølgeren.
Bornedal formår at skabe en nervepirrende stemning i hans nyeste film. Så nervepirrende at jeg var i chok over hvor meget jeg sad med gåsehud og krummede mine tæer sammen. Og det skete mange gange igennem filmen. Særligt scenerne hvor der bliver spillet fest musik på det fuldeste, og man på samme tid sidder og venter på, at der kommer til at ske noget skræmmende. De scener formår virkelig at gå under din hud. Det føles som om du selv render rundt nede i den mørke kælder. Man bliver lidt stresset over alt musikken, som gør at man ikke kan høre hvad der sker omkring personen, som man følger.
Derudover bliver vi genforenet med en masse minder fra den første film. Martins walkman er med igen, og noget af hans musik fra den første film får vi lov til at høre igen. Derudover er der en masse andre småting, som vi fra den første film, får lov til at genopleve igen både igennem Emmas arbejde som nattevagt, men også igennem hendes studie. Generelt set er filmen fyldt med en masse deja-vu oplevelser fra den første film. Og det fungerer hamrende godt!
Alt i alt er det en virkelig vellykket film. Jeg har generelt set ikke den store interesse for danske film, men Ole Bornedal er en af de få instruktører, som har fået mig til at værdsætte dem meget mere. Han formår bare at skabe noget særligt i hans film, og han gør dem altid utrolig fangende. Hans datter Fanny Leander Bornedal har været at se på rollelisten i hans seneste film, og ligesom sin far, så har hun en stort talent inden for det hun gør. Hun spiller hovedrollen som Emma i Nattevagten – Dæmoner går i arv. En rolle som hun spiller perfekt og gennemført hele vejen igennem filmen, og hendes skuespil er meget troværdigt.
Til sidst er der kun et spørgsmål at svare på. Lever forsættelsen op til den første film? Svaret er ganske enkelt – et kæmpe ja!
