Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da CSI først gang rulle hen over de amerikanske tv-skærme for snart 20 år siden, påbegyndte de en ny epoke inden for krimiserier. Pludselig handlede det lige så meget om den procedure kriminalbetjente fulgte, som de handlede om at fange forbryderen i hvert afsnit.
Og når noget bliver en succes i USA, begynder der meget hurtigt at komme spinoffs og kopier. Så inden man vidste af det, fandtes der lige pludselig CSI: NY, CSI: Miami. Alt dette var dog ikke nok for CBS - den amerikanske kanal, der distribuerer alle disse serier. Derfor blev der også lavet NCIS, og deres dertilhørende spinoff serier, hvoraf den af dem er NCIS: Los Angeles.
Led i en årelang proces
At denne serie er led i en årelang proces, hvor man har forfinet krimistrukturen er uden tvivl det første man lægger mærke til. Der er intet i serien, der på nogen måde virker originalt. Alt virker kalkuleret til en sådan grad, at intet virker personligt eller overraskende.
Selvfølgelig er nørderne de små mennesker, der sidder inde i hulen med briller, besynderlig tøjstil og akavet social adfærd. Selvfølgelig har hovedkarakteren - her spillet af eks-Robin, Chris O'Donnell, en mørkt fortid som vi kun får glimt af i løbet af serien. Selvfølgelig kan de to attraktive personer på holdet ikke holde fingrene fra hinanden, og så alligevel ikke, fordi så ville der ikke være nogen kærlighedshistorie at følge.
Meget bedre er de enkelte afsnit ikke. Alt er så skematisk og formularagtigt, at alle episoder følger den samme struktur. Der er sket en forbrydelse, holdet løser gåden, samtidig med, at de kan grine lidt undervejs og få lidt karakterudvikling, der i sidste ende ikke har nogen egentlig betydning. Seriens angiveligt store force burde være action sekvenserne, men de er heller ikke særlig godt fotograferet, så derfor ser det helle mest af alt meget amatøragtigt ud.
Styrke i det personlige drama
Der hvor serien begynder at blive interessant er i de først og sidste afsnit af sæsonen, hvor skurken, der har et mellemværende med NCIS holdet - ligesom i den originale NCIS, træder frem, ud af skyggerne, så personerne i seriens liv kommer i fare. Desværre er det et kneb, som man ikke altid kan gøre brug af, hvorfor man må leve med, at en sæson er fyldt med en masse fyld og ikke så meget indhold.
På DVD’en er der, de obligatoriske slettede scener og kommentarspor på udvalgte afsnit. Derudover er der også meget fyldige dokumentarer om karakternes udvikling, skriveprocessen og skabelsen af kulisserne.
I sidste ende har min holdning dog ringe indflydelse på om man kan lide serien eller ej. Den afgørende faktor er nemlig om man kan lide formulariske, nærmest beroligende serier, der følger det samme mønster i hver episoder, og om man kan lide skuespillerne. Kan man nikke genkendende til begge dele, så kommer man sikkert til at have det sjovt mere serien, uagtet, hvad jeg mener.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.
