Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Sjældent har jeg set en film, som jeg har lært så meget af. Eller har betaget mig så meget som No.
Denne film viser hvor meget magt reklamer har og hvor meget de kan flytte. På omslaget står der, at den handler om 80’ernes chilenske ”Mad Men”. Men denne sammenligning er lidt billig og for mig set som en måde at reklamere for filmen uden at det reelt set beskriver indholdet.
Filmen er baseret på den virkelige historie om, hvordan reklamefolk i 88 lavede en succesrig kampagne som var med til at få væltet Pinochets regime. I 88 havde Chile en afstemning om, hvorvidt Pinochet skulle sidde ved magten i 8 år mere.
Ja og nej-siden havde 15 minutters tv-tid hver dag, så skulle budskaberne være præcise og overbevisende. Derfor blev den unge reklamemand René Saavedra( Gael García Bernal), som selv lige er hjemvendt fra politisk eksil, overtalt af oppositionen til at stå bag deres nej-kampagne. De har ikke store resurser, de bliver overvåget og truet, men de kæmper en forbilledlig kamp for at få Pinochet ned med nakken.
Da deres videoer med fakta og dvælen ved 15 års diktatur ikke fungerer, finder René på det bedste trick- nemlig humor, glæde og fantasi. Videoer med dans, musik og reklamefilmsæstetik. Samtidig med, at René arbejder på kampagnen må han passe dit normale job og kæmpe mod sin chef, som arbejder på ja-siden. Renés strategi ændrede ikke bare Chile, men ændrede verden. Det er et studie i, at beslutsomhed, fantasi og humor kan ændre verden.
Denne film er den første chilenske film, der blev nomineret til en Oscar. Den vandt desværre ikke. Måske er Hollywood ikke klar til politisk autentisk drama, som ikke handler om USA's egne krige.
Jeg må indrømme, at jeg ikke ved meget om Chiles historie. Jeg kendte til Pinochet, som ved at militærkup afsatte Allende, men hvordan Pinochet blev afsat og hvad der ellers skete i hans tid, vidste jeg ikke meget om. Har hørt om forsvindinger og censur, men Chili er langt væk og jeg var ikke så gammel, da det skete. Men denne film åbner mine øjne for, hvad der skete dengang på en anderledes måde, fordi man oplever det via reklamerne, som René og hans kolleger producerer. Man ser, hvordan Ja-siden prøver at bekæmpe disse reklamer ved at modbevise nogle af de argumenter, som nej-siden kommer med og man følger Nej-kampagnens respons. Det gode ved denne måde at gøre det på er, at ja-siden ikke bliver fremstillet som onde, men de som stemmer ja bliver fremstillet som lidt naive uden tanke på fortiden og de forbrydelser, som Pinochet har begået. Reklamefolkene spørger en tilfældig kvinde, hvorfor hun siger Ja, og svaret er: ”Jeg har det fint, mine børn er i arbejde, fortid er fortid”. Hun vil ikke forholde sig til de forbrydelser, som Pinochet stadig begår. Derfor beskriver denne film også den almene vælger, på en flot måde, som ikke dømmer nogen, men blot viser den almene vælger og den benægtelse, der foregår i dem.
Selvom filmen godt kunne strammes op indimellem og man kan blive forvirret over de mange personer, som farer ud og ind af billedet, uden altid at blive introduceret, men det gør alligevel ikke så meget for det overordnede indtryk.
Man kan fornemme den angst befolkningen lever med, den sorg kvinder, hvis sønner er forsvundet føler og hvordan oppositionen lever i konstant frygt for at blive anholdt, tævet eller slået ihjel.
Filmen er grynet og optaget som en 80er-film og det fungerer godt. Det modsatte ville være forkert.
Så reklamer kan forandre verden. Måske vil du tænke, hvordan du kan ændre verden, eller hvordan man kan ændre det politiske system ved hjælp af reklamer og humor. For der er ikke meget humor i politik i dag. Måske kun dumme slogans og smarte bemærkninger.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
