Skriv en kommentar
Nocturnal Animals har øjeblikkeligt min opmærksomhed. En nøgen dame, betydeligt ældre og betydeligt større end normalt set upåklædt i Hollywood-film, danser forførende for mig i slowmotion: Rød mund truttende, rynkede bryster hængende, dejligt fedt flyvende. Slik for mine nysgerrige øjne. Flere herlige damer følger, visende mig kroppe, jeg aldrig har fået lov at se før, og jeg indser, at de ikke danser for mig, men for sig selv.
Snart befinder damerne sig på væggene til en fernisering. Susan (Amy Adams) er kunstneren bag. Udstillingen er en succes, men Susan er ikke lykkelig, og hendes mand, Hutton (Armie Hammer) dukkede aldrig op. Hjemme i sit stilede, sterile hjem modtager hun næste dag et manuskript med posten. Ex-manden, Edward (Jake Gyllenhaal) er kommet til byen og vil mødes. Han har skrevet en roman og beder Susan om at læse den inden dens udgivelse. Susan giver hele personalet fri, og med Hutton på forretningsrejse har hun hele weekenden til at leve i ex-mandens univers om en familie på tre, der bliver stoppet af en gruppe lokale kriminelle på vej gennem øde Vest-Texas. I Susans hoved er familien den, hun og Edward ville have haft, hvis ikke hun havde forladt ham for et glamourøst liv, og den horrible thriller, der udspiller sig i manuskriptets sider, afspejler Edwards følelser for det valgt, hun tog.
Parallelhistorier
Jo, man kan da godt se, at instruktør og manuskriptforfatter Tom Ford (A Single Man 2009) med sin modedesignerbaggrund har sans for det æstetiske, bevares, men så er Nocturnal Animals altså heller ikke mere interessant end som så rent visuelt. Ser man bort fra de dansende damer kommer filmen tilmed lidt bøvlet fra start. Dialogen er klodset, og det er på bekostning af Amy Adams’ ellers så roste talent. Til en fest refererer hun og en bekendt til en samtale, de tidligere har haft om hendes og Huttons problematiske ægteskab, og det virker lidt som at snyde med historiefortællingen; som noget, der ville blive mødt af den forhadte, Show, don’t tell-kommentar i skrive-workshoppen. Det er et problem i flere af Adams' scener filmen igennem.
Heldigvis er parallelhistorien, Edwards roman, mere medrivende og realistisk. I Susans indre biograf har hun castet Edward som hovedpersonen Tony, mens der er en unægtelig lighed mellem Susan og Tonys kone (Isla Fisher). Tonys kone og teenage-datteren bliver tvunget ud af deres bil og bortført, mens Tony undslipper. Sidenhen hjælper en lokal politimand (Michael Shannon) ham med at finde ud af, hvad der er sket med dem. Sekvensen, hvor familien bliver stoppet af den kriminelle gruppe fungerer rigtig godt, og Tom Ford formår at fremstille en situation, hvor den ene ængstelige hændelse leder til den næste i takt med, at håbet om at slippe væk bliver mindre. Gruppelederen, Ray spilles tilmed glimrende af Aaron Taylor-Johnson.
På sin vis virker skiftet mellem de dramatiske scener fra Edwards roman og Susans stille weekend godt, og tvivlen om (og senere svaret på), om filmen overordnet set er en kærlighedshistorie eller ej tilføjer en dybde. Desværre imponerer hverken Gyllenhaal eller Adams særligt i Nocturnal Animals, og for mig var dens højdepunkt, på både det visuelle og det følelsesmæssige niveau, de dansende damer i indledningen.
