Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Nothing but the Truth
Rachel Armstong er journalist, og hun har en historie så stærk at den kan vælt USA's regering, og give hende Pulitzer-prisen. Bl.a. afslører hun en CIA agent, som modsiger regeringens argument for at angribe Venezuela.
Hele affæren tager en voldsom drejning da hun bliver anholdt af FBI og nægter at afslører den kilde som har afsløret CIA agenten.
Nothing but the Truth er et politisk drama, som tager forskellige problematikker op. Bl.a. avisetik, hvor langt han man tillade sig at gå i en avis? Hvad kan man tillade sig at skrive? Et det f.eks. okay at afslører en højtstående CIA agent fordi man mener det er folkets interesse? Regeringen mener ikke dette er i orden, og kampen kommer til at stå mellem Ytringsfriheden og Landet Sikkerhed. En kamp hvor almindelig mennesker nemt kan drukne. Heldigvis er Rachel Armstrong ikke helt almindelig.
Familielivet bliver også sat på prøve overfor karrieren, for at have børn gør ingen situation nemmere og hvordan skal man forklarer man et barn i tredje klasse hvorfor mor sidder i fængsel, eller hvorfor medierne forfølger en når man bare har gjort sit arbejde.
Filmens dybeste budskab synes at være om man altid er klar over konsekvenserne af sine handlinger og om man har overblik til at se hvor vidtrækkende de kan blive. For hvor vigtig er integritet og at holde et løfte hvis det koster liv?
Nothing but the Truth er en meget interessant og intens film. Tempoet er ikke vanvittig højt, men til gengæld får vi fremstillet rigtig mange følelser som opstår i spillet, samt de mange sider en sag kan have. Vi bliver præsenteret for måde mediernes virkelighed og samtidig den virkelighed som historiens personer oplever. Den evige gåde er hvem den hemmelige kilde er og hvorfor Rachel Armstrong så stædigt nægter af afslører den. Flere gange gennem filmen tog jeg mig selv i at prøve at regne det ud, tænke på hvem der var blevet præsenteret, hvornår og hvordan, men det lykkedes mig ikke.
Filmen er hovedsageligt optaget i grå, blege toner. Den er i farver, men de virke ikke klarer. Dette medvirke til at give fornemmelse af de afstande der er mellem historie og virkelighed, samtidig med at det passer godt til den politiske genre, hvor alting ofte er en gråzone.
En ting jeg har studset over i forbindelse med filmen er valget af skuespillere. De levere gode præstationer, men flere af dem er kendt fra komediegenren frem for seriøse dramaer. Rachels mand Ray spilledes af David Swimmer (Ross i Friends), Advokaten Dubois, som fører sagen mod Rachel Armstrong spilles af Matt Dillon (som medvirkede i Vild med Mary for år tilbage) mens Rachels forsvarsadvokat spilles af M*A*S*H stjernen Alan Alda. Jeg finder de interessant at man har valgt dette cast, men det gør også at de øjeblikke hvor der bruges ironi eller humor virker tilpasse i den alvorlige kontekst.
Er man til politiske dramaer, som stiller spørgsmål ved den amerikanske fremgangsmåde vil man få noget ud af denne film. Samtidig synes jeg også inddragelsen af børn i ”de voksnes” verden er meget interessant og ikke så ofte udforsket som det bliver gjort her.
En udmærket film til en hjemmeaften i sofaen, men der skal lidt tid til lige at fordøje den efterfølgende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film
