Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Mitch Rouse og Jay Legett har ladet sig inspirere lidt vel rigeligt af Wild Things fra 1998, da de sidste sider af manuskriptet til Employee of the Month (der på dansk har fået den naturlige titel, Nu rabler det) skulle skrives. Wild Things’ mildest talt overdrevne brug af overraskelser hen imod slutningen var til at leve med, da filmen som helhed havde en vis underholdningsværdi. Det er de ikke i Employee of the Month. De er pinligt forudsigelige og uden nogen sammenhæng med den øvrige del af filmen. Og afslutter således en film, der som en blind uden førerhund ikke aner, hvad den vil og hvor den vil hen.
Matt Dillon – der også spillede hovedrollen i netop Wild Things – er David. Livet ser tilsyneladende lyst ud for David. Han er populær blandt kollegerne i den bank, han er ansat, og han står overfor at skulle giftes med sin dejlige kæreste, Sara (Christina Applegate). Men så har David for alvor en dårlig dag. Han bliver under den evalueringssamtale, der ellers skulle have givet ham titlen ’månedens medarbejder’ fyret for ikke at tage sin del af arbejdsbyrden. Få timer senere skrotter kæresten Sara – for øjnene af hendes forældre – David, da hun har fundet ud af at han er hende utro med det forestående bryllups brudepige. Det er så her, at Davids noget tvivlsomme ven Jack (Steve Zahn), der stjæler ure og smykker fra trafikofre, kommer ind i billedet og forsøger at opmuntre David.
Employee of the Month er en besynderlig sag – vel og mærke ikke ment positivt ladet. Hvad der i tone ligner en sort komedie, bliver sjældent ret sjovt. Og i lange perioder, tager filmen mere karakter af et drama uden nogen form for dybde – kun en overgearet Steve Zahn er garant for at minde os om, at filmen først og fremmest er tænkt som en komedie. Der er i glimt fornøjelige øjeblikke i dialogen, som da David på et motelværelse helt uventet får besøg af den prostituerede Whisper – som Jack har sendt ham som en trøst.
Hurtige klip får det hele til at se smart og velproduceret ud, men det dækker over en historie, der godt nok på overfladen ser forholdsvis attraktiv ud, men som er overfladisk og ikke rigtig ved, hvad den vil. Matt Dillon er solid uden at overanstrenge sig som David, Christina Applegate er slemt kedelig som, mens Steve Zahn mestendels er mere irriterende end sjov.
En halv times tid før det hele er ovre, er det så, at der går Wild Things i den. Overraskelsen er total, da det sker uden, det der ligner en sammenhæng med den øvrige film – hverken i fortælling eller i tone. Da der først er taget hul på dem, følger overraskelse på overraskelse på overraskelse. Den ene mere konstrueret, forudsigelig og stupid end den anden. Det er trættende, kedeligt og mest af alt pinligt – og det kan ikke slutte tidligt nok.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
