Skriv en kommentar
I 1959 blev den oprindelige ”Ocean’s Eleven” skabt i Las Vegas med det originale Rat Pack, Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr., Peter Lawford og Joey Bishop, som teamet bag det geniale flerdobbelte kasinokup. I 2001 besluttede den legendariske producent, Jerry Weintraub (”Nashville”, ”Ocean’s Eleven”), at genindspille sin ikke helt vellykkede, men ikke desto mindre klassiske kupfilm, og overtalte en talentfuld Steven Soderbergh med en Oscar og en hobe stjerner i hælene til at give en hjælpende hånd. Med dette ensemble blev ”Ocean’s Eleven” anno 2001 et kæmpe hit verden over og derfor er de – og vi – nu her igen.
Såvel som i virkeligheden er det nu også tre år siden i filmens verden at Danny Oceans 11 drenge overlistede og berøvede gangsteren og kasinojægeren Terry Benedict i et snedigt kup til en værdi af 160 millioner dollars. Banden, som udover Danny Ocean stadig består af den super coole Rusty, den talentfulde men bestemt ikke coole Linus, mesterskytten og sprængstofseksperten og -galningen Basher (med skarp cockney-accent), de to konstant småskændende Virgil og Turk samt veteranen Saul, bagmanden Reuben, teknikeren Livingston og ”the-grease-man” Yen, har haft fart på tegnedrengen lige siden, men er dog ved at blive indhentet af fortiden. Ingen af dem har nemlig rigtig formodet falde til i deres nye liv, på trods af de mange millioner – men penge er som bekendt ikke alt. Danny er blevet gift – igen – med sin ex-kone Tess, og skal snart fejre deres anden bryllupsårsdag. Men han småkeder sig i deres nye borgerlige hjem i New Haven. Rusty har investeret sin andel i hoteller – og har tabt millioner, men muligvis har han fundet kærligheden i skikkelse af den smukke Europol-agent Isabel Lahiri (Catherine Zeta-Jones), men det er jo svært når man samtidig involveres i selv samme persons tyverisager, som man jo ikke helt kan holde sig fra som tidligere mestertyv. Ligeledes kan Basher ikke helt få det til at fungere med sin nye karriere i musikbranchen og har heller ikke den store succes med sin udvikling af nye talenter i faget. Således er mere eller mindre også tilfældet for resten af bandens medlemmer. Det kører altså ikke helt for vores kumpaner.
Så egentlig er det på en måde held i uheld – må de og vi senere sande – at den kyniske Benedict nu har fundet frem til sine overmænd fra den første omgang løjer. Presset af omstændighederne tvinges Danny Ocean til at samle banden til endnu et kup – som de nu bliver nødt til at overgå for overhovedet at kunne leve videre. For Benedict vil have alle sine dollars tilbage – med renter – eller de 11 hoveder på et fad. Da de er kendte ansigter i staterne, må der søges nye jagtmarker, og det bliver i Europa, der nærmest virker som en åben bankboks i forhold til USA. En let sag for vores 11 venner. Men der er en hage ved det hele. I hælene – eller nærmere 100 skridt foran – har de nemlig den franske playboy og mestertyv Baron Francois ”The Night Fox” Toulour (Vincent Cassel). Det er ham, der har sladret til Benedict – en forbrydelse mod ”den gyldne regel” i de kredse. Han vil gøre alt for at slippe af med Danny Ocean, da han har set sig ondt på ham – men mest for udfordringens skyld. Og også Europol-agenten Lahiri kommer med listige skridt nærmere og nærmere, mens banden farer tværs over Europas bonede gulve, fra rigmandsvillaer til museer, fra Amsterdams kanaler til det solbeskinnede Rom.
Et hæsblæsende ridt for fulde hammer som publikum uundgåeligt med fryd må hænge med på. Men holde godt fast, det må man. For det går stærkt. MEGET stærkt. I handling, dialog og klipning drøner filmen derud af. Samtidig med at det glides ned med et ualmindeligt groovy soundtrack, endnu engang signeret af den engelske House DJ David Holmes. Således får vi den dér helt specifikke coole Steven Soderbergh-vibe og unikke visuelle stil han tidligere har brilleret med i værker som ”Out Of Sight”, ”The Limey”, ”Traffic” og selvfølgelig den første ”Ocean’s Eleven”.
Hele holdet fra den første film er samlet igen. Og tjek lige cast-listen nedenfor ud. Det vælter med stjerner i denne film. Udover de nævnte ser vi blandt andet Elliott Gould, Shaobo Qin og Eddie Jemison, der selvfølgelig igen er med i banden, og Robbie Coltrane (”Harry Potter”) i en ubetalelig højkomisk scene som mellemmanden Matsui, der giver Matt Damon’s Linus en lektion i forhandlingsteknik, og vi får herlige ukrediterede cameos af Bruce Willis, Albert Finney, Topher Grace og for den særligt opmærksomme, svenske Johan Widerberg. Disse ekstravagante se-hvor-mange-stjerner-vi-kan-samle-i-en-film projekter ender ofte i en gang intern pladder. Men ikke her. Den uden tvivl gode stemning mellem de mange stjerner driver nærmest fra lærredet, samtidig med at det igen er holdt i stramme tøjler af instruktør Soderbergh.
Man troede ikke det var muligt, men ”Ocean’s Twelve” er bedre end sin forgænger. Mere elegant i såvel plot som i den improvisationslignende dialog, der kan få selv den bedste retoriker til at miste pusten. Mere fræk og innoverende i såvel klipning som kameraføring, der for en stor del af filmen er udført af multitalentet Soderbergh selv. Ja vel, det er endnu engang en portion popcorn serveret størrelse MEGA, men gud hvor smager de godt. Man vover næsten ikke at få det over sine læber, men Ocean’s Twelve er muligvis den bedste kupfilm nogensinde. Og en af de bedste 2’ere længe set.
