Skriv en kommentar
På en helt almindelig dag i Washington kommer det hvide hus under angreb, først fra luften, derefter fra en velbevæbnet folkemængde på gaden. Som en sikkerhedsløsning bliver præsidenten og hans gæster hurtigt gemt væk nede i en bunker under huset. Desværre viser det sig at flere af præsidentens gæster holder med angriberne og derfor bliver han nu holdt gidsel nede i sin egen atomsikrede bunker. Men bare rolig, John McClane, øhh, jeg mener Mike Banning (Gerard Butler) har sneget sig ind i huset og gør livet surt for terroristerne.
Det er meget svært ikke at sammenligne Olympus Has Fallen med Die Hard(1988) og det er desværre ikke en sammenligning Olympus Has Fallen har særligt godt af. Der er ingen tvivl om at denne nye film ser spektakulær ud, med store eksplosioner og dramatiske skader på den velkendte bygning, men den mangler noget af charmen fra McClane og Co. Gerard Butler gør et bravt forsøg på at være charmerende som Banning, men replikkerne er bare oftest lidt for generiske til at hjælpe ham. Når han endeligt bliver en smule original bliver han hurtigt meget voldelig, og en kende psykotisk, at høre på.
I virkeligheden er hele filmen en smule psykotisk i sit budskab. Som ikke-amerikaner kan jeg ikke lade være med at føle at det er meget mærkeligt at de virker villige til at ofre verdensfreden for at redde én mand, selv hvis han er præsident. Det er næsten som om Amerikanerne har et verdenssyn hvori alle andre nationer er en slags undernationer der sagtens kan ofres for den amerikanske livstil.
Nå, men vi er her ikke for at diskutere politik, specielt ikke når filmen i virkeligheden er tordende ligeglad med det. Den vil helst bare vise at amerikanere, når det får frie tøjler, er nogle hårde hunde der snildt kan besejre de 28 overlevende terrorister alene. Overraskende nok bliver både Secret Service og det Amerikanske militær mest vist som værende nogle inkompentente fjolser, men så er det jo heldigt vi har Banning.
Jeg synes at filmen var meget mørk og grynet at se på. Det er sikkert et forsøge på realisme, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor forkert det er. Verden er jo ikke grå når man kigger ud af vinduet, specielt ikke i lyset fra flammer eller solsking. Og til tider synes jeg at filmen var svær at se noget i, hvilket naturligvis er ganske irriterende når hovedpersonen tilsyneladende ikke havde nogle problemer.
Ud over Gerard Butler har filmen også skuespillere som Aaron Eckhart og Morgan Freeman med, men ærligt talt er deres roller endnu mere kedelige end Butlers. Skurken bliver spillet af Rick Yune, en mand jeg egentligt synes har godt potentiale som skurk. Desværre forbliver det potentiale siden han her mest bare er en generisk asiatisk terrorist. Men hvem ved, måske savner jeg bare Alan Rickman.
I sidste ende er det en tilforladelig film. Den er dum til tider, har, efter min mening, et problem med lyset på billedet og er aldeles forladt for originale ideér. Men tilgengæld har den Gerard Butler der er actionhelt for fuld hammer og generelt udemærket filmet action. Hvis man vil have dum underholdning, med dertil hørende eksplosioner, så er det ikke et helt dårligt valg.
