Skriv en kommentar
One Chance er en ægte blød mellemvare, med sin harmløse skildring af den lettere kiksede telefonsælger Paul Potts (James Corden), som drømmer om at blive verdensanerkendt operasanger. Vi dumper ned i en walisisk fortolkning af den amerikanske drøm. Den lille mand med flere års mobning bag sig, ødelagte tænder og manglende selvtillid, tager fusen på en hel nation, når han chokerer selv den sarkastiske Simon Cowell med sin operasang i Britain’s Got Talent.
En glædelig historie som langt de fleste kan heppe med på. Det er altid frydefuldt når den undertippede viser sit værd. En historie som i One Chance skildres meget enkelt tilsat lidt letfordøjeligt følelsesporno, som det sig nærmest hør og bør i så gennemført en feel-good fortælling. De fleste graverende opløb til sentimentalitet, bliver dog rimeligt effektivt punkteret af velafbalanceret britisk humor. One Chance tager ikke sig selv for alvorligt, og formår samtidigt at udtrykke sin reelle omsorg i oprigtigt at videreformidle Paul Potts historie. En lille hyldest til den vedholdende drømmende mand.
Uforpligtende eftermiddagsunderholdning
En hyldest som uden større skrupler kunne have været omgået biografsalen, og i stedet gjort direkte tilgængelig hjemme i de små stuer. One Chance kræver absolut intet af sit publikum, og efterlader tilsvarende et meget lille indtryk. Den passer sig så udmærket som lidt uforpligtende eftermiddagsunderholdning, men er langtfra nogen udflugt værd.
James Corden er en charmerende skuespiller, som straks får etableret Potts som en sympatisk karakter. Hans selskab er hyggeligt og opvejer en smule af den ligegyldighed filmen lider under. For One Chance bringer absolut intet nyt eller overraskende med sig. Det skulle da lige være den forbavsende gode humoristiske sans, der trods alt løber igennem hele fortællingen. I nogen særlig uforudsigelig retning udvikler de sjove indslag sig dog aldrig.
Sød, men overfladisk
One Chance er bedst i de øjeblikke, hvor den skæve humor dominerer scenerne. En imponerende lille trup af gode skuespillere er samlet om projektet, og bringer nødvendig varme til en overfladisk film. De pudsige eksistenser der udgør Paul Potts’ familie og nærmeste venner er søde bekendtskaber, hvis små interaktioner med Paul liver hele affæren lidt op.
One Chance har en fin skuespillerbesætning og enkelte vittige scener. Hovedpersonen er charmerende spillet og stemningen er gennemgående godmodig. Det hele emmer bare af overflade og efterlader et utroligt tomt indtryk.
