At der var tale om et rundt jubilæum vedrørende en nøgen gylden mands uddeling, mærkede man ikke det store til. Dyb satire, stænkt af selvironi og politiske markeringer udeblev også. Pompt og pragt og originalitet måtte man kigge langt efter. Ja, det mest kontroversielle ved Oscar-showet var at det ikke var spor kontroversielt. Til gengæld genopfandt selve prisoverrækkelserne sig selv – og lover godt for fremtiden!
En omfattende forfatterstrejke truede med at lamme den 80. Oscar-uddeling, som længe lå til at blive reduceret til en hurtig pressemeddelse uden nogen form for visuel forherligelse og Bill Conti i maskinrummet til at levere en passende glamourøs lydside. Heldigvis skete det ikke... Sid Ganis og co. fik deres 3 ½ times show over stepperne, men selve jubilæumsåret vil primært blive husket for Akademiets mod til at vælge mod den gængse strøm.
Meget passende blev indledningen åbnet af en animeret rejse mod Hollywood, hvor en lang række kendinge dukkede op undervejs. Referencer til Alien, Terminator, Star Wars, Mary Poppins, Danser Med Ulve, Beverly Hills Cop, Transformers, Blade Runner og mange mange andre memorable gensyn. Jo, det lignede det store skrud. Jon Stewart, kendt fra The Daily Show, var hyret som vært – ganske som han også klarede opgaven i 2006. Som traditionen byder sig, så skal stjernerne (og sædefylderne) i Kodak Theatre varmes op, inden selve uddelingen tager fart. Jon Stewart var ikke sen til at henlede opmærksomheden på at det var noget af et felt af voldelige karakterer som skulle hyldes. En djævelsk barber, en magtsyg oliemagnat og en skruppelløs psychokiller var blandt de iøjnefaldende. Dog gik der heller ikke længe før Jon Stewart gik efter benene på folk som Dennis Hopper, som Stewart mente havde godt af at få repeteret hvor han var, hvert kvarter. Stewart mente også at selve Oscar-statuetten (80 år gammel), nu var moden nok til at gå forrest som Republikanernes præsidentkandidat. Og med Jessica Alba, Cate Blanchett (som siden også blev anklaget for at være den som spiller den pitbull som jagter Josh Brolin i No Country For Old Men) og Nicole Kidman som venter sig, så mente aftenens vært nu at det tal sagtens kunne forøges allerede her samme dag, så længe Jack Nicholson var i huset! Som aftenen skred frem, kom Jon Stewart virkelig i sit es og leverede en masse spontane jokes frisk fra trykkeriet. Faktisk lignede han ikke en som havde behov for tekstforfattere, som nu godt nok havde ladt strejke være strejke. Vi seere fik også vores skudt i skoene. Når nu at der var reklamepauser, ja, så mente Stewart at tiden i salen blev brugt til at diskutere hvad folk hjemme i stuerne mon havde på af tøj. Siden fik han også fyret lidt gas af omkring et fly som holdt ulovligt parkeret. John Travolta kom pænt på scenen og hentede sine nøgler...
Jon Stewarts introer blev flankeret af en række gamle snaser fra 80 års Oscar. Mange legendariske klip fra kategorierne kom til syne i mindre bidder. Det er altid fantastisk at se de herlige gamle minder, men der var ligesom kun den slags montager til at levere underholdningen. Variation var der selvsagt så ikke meget af, og så endda til en udgave 80?!?!?! Vi fik set Cher's hovedprydelse, Jack Palance tage armbøjninger, Ellen DeGeneres støvsuge og udødelige klip med blandt andre Peter O'Toole (Lawrence) og Christopher Reeves (Superman), men også musikalske koryfæer som Stevie Wonder, U2 og Celine Dion. Og som markering af en svunden tid, så sluttede 80 års Oscar af med et par velvalgte ord fra Charlie Chaplin. Fra tid til anden dukkede også korte montager op i den mere letbenede genre. “De bedste mareridt” på film, og de bedste “kikkert”-visions gennem tiderne. Og så var der også plads til et indslag fra Barry B. Benson, bien fra Bee Movie, som demonstrerede at netop Bee Movie så langt fra var hans debut på det store lærred. Små interview med tidligere vindere, som berettede om dengang de modtog deres første Oscar, førte os bl.a omkring Barbra Streisand, Elton John, Michael Douglas med frue (Catherine Zeta-Jones), Sidney Poitier og Steven Spielberg.
Salen var som sædvanlig fyldt med filmfolk og skuespillere. Foruden de nominerede, var der presentere og gode venner af Akademiet. Undertegnedes øjne spottede blandt andre så fine folk som Forest Whitaker, John Travolta, Helen Mirren, Harrison Ford, Wesley Snipes, Spike Lee, Hillary Swank, Jennifer Garner, Steve Carell, Anne Hathaway, Jennifer Hudson, Cameron Diaz, Owen Wilson, Alan Arkin, Colin Farrell, Sissy Spacek, Tom Hanks og Denzel Washington (som i øvrigt sagde de magiske ord “And The Oscar Goes To” til nattens sidste kategori for bedste film). De kunne så mindes de mange som mistede livet i det forgangne år, og som med klapsalver blev hyldet for deres indsats i industrien. Store filmskabere som Michelangelo Antonioni og Ingmar Bergman vil blive savnet, ganske som skuespillets førstedame Deborah Kerr vil. Og så må man jo ikke glemme den sidste i rækken, som her blev afbilledet stående langs en mur godt dækket af en cowboyhat i sin performance i Brokeback Mountain, nemlig Heath Ledger som jo døde alt for tidligt. Dog kan man måske så omvendt undre sig over at der ikke var fundet plads til Brad Renfro i selskabet. Knægten fra Klienten og Sleepers blev jo desværre heller ikke så gammel.
En glædesstund indtraf da årets Æres-Oscar skulle uddeles. Aldrende production designer Robert Boyle som var en slags Alfred Hitchcocks højre hånd, fik velfortjent stående applaus, da han assisteret af Nicole Kidman blev ført til talerpulten og fik fortalt om sit stolte arbejde på så anerkendte film som North By Northwest, Fuglene, Shadow Of A Doubt, Rekrut Benjamin og mange mange flere. Aftenens sjoveste indslag, baseret på grin og morskab i salen, var da de to gumpetunge Seth Rogen (Knocked Up) og Jonah Hill (Superbad) gik mod annonceringen af en statuette i et større mundhuggeri om hvem der var mest Halle Berry og hvem der var mest Judy Dench.
Men nu skulle det jo så heller ikke være sjov og ballade det hele. Den alvorlige del skal vi bestemt heller ikke glemme. Selve uddelingen blev ganske nervepirrende, da der i år endte med at blive større spredning blandt priserne end længe set før. Ja, faktisk lå der indtil flere surpriser i luften den aften. Først og fremmest havde ingen vel set at action-baskeren The Bourne Ultimatum gjorde rent bord og vandt alle dens 3 nomineringer, således at 3:10 To Yuma og Transmformers måtte gå tomhændet hjem. Det samme måtte den ellers fremragende Dykkerklokken og Sommerfuglen, trods nomineringer i en række tunge kategorier. Ikke tomhændet, men nok slukøret, opnåede Soning/Atonement blot sejr i kategorien for bedste originale score. Med en lang række nomineringer i baghånden, var det nok lige lidt nok i forhold til forventningerne. Det samme skete for så vidt for Michael Clayton, som dog så sikrede sig en statuette i en højt overraskende kategori. Tilda Swinton fik nemlig prisen for bedste kvindelige birolle, og så endda over for sin look-alike Cate Blanchett, som nok var spået mere pondus via sin rolle som Bob Dylan-afart. Men sådan kan man også sige at det gik i kategorien for kvindelige hovedrolle. Julie Christies portræt at hukommelses-svigt lugtede af en sikker vinder, men nej... Marion Cotillard banede sig vej via portrætteringen af Edith Piaf. Hvornår er det lige sidst sket at en udenlansk kvinde i en udenlandsk rolle, sprænger banken til Oscar-Night? Cate Blanchett måtte så glæde sig over at Elizabeth: The Golden Age fik en højst overraskende Oscar for bedste kostume. Specielt på baggrund af at filmen er en prequel, og noget som har haft sin chance før. Og så endda for snuden af Sweeney Todd, der så dog løb med prisen i Art Direction-kategorien. Ej heller var der noget at hente for manges favorit Michael Moores Sicko, så ergo ingen politiske taler denne aften! Enchanted tabte slaget om bedste originale sang til Falling Slowly fra filmen Once. Enchanted (eller Fortryllet som den hedder på dansk) havde ellers hele 3 sange med i kategorien, som naturligvis blev fremført live under showet.
Dog var der så slet ikke noget overraskende i at Ratatouille sejrede i den animerede kategori, og at de to pragtfulde “skurke” Javier Bardem og Daniel Day-Lewis tog sig af de fine priser i drengenes lejr. Mange nomineringer var der også til filmen om den gravide Juno, hvor det så var det originale manuskript som gav gevinst. Der var dog derimod intet at hente for film som Into The Wild/Ind I Vildmarken, American Gangster, Pirates Of The Caribbean: Ved Verdens Ende, The Assassination Of Jesse James By the Coward Robert Ford, The Savages trods det at de alle havde flere lodder at spille på. Dansk held var der heller ikke at spore. Om Natten tabte sin kategori til den franske Le Mozart Des Pickpockets. Og Viggo Mortensen kunne jo intet stille op... Glæde var der dog at spore i Østrig, da de løb med sejren i kategorien for bedste udenlandske film. The Counterfeiters (Forfalsknerne på dansk) viste sig at havde den pondus der skulle til for at sikre landets første Oscar nogensinde.
Men aftenens helt store vindere var de gale, men geniale, Coen-brødre. 4 priser stak No Country For Old Men af med. En sejr for det skæve og skøre... Et tydeligt tegn på at Akademiet har turde sadle om. Ikke alt lugter længere af arke/ærke-amerikansk substans, og det lover godt for de kommende år.
Tilbage sidder man så og spoler tilbage og forsøger at huske et eller flere såkaldte Oscar-moments. Øjeblikke som fremover vil kunne vække særpræg nok til at kunne huske tilbage på 2008-udgaven. Det bliver ikke helt let, om end den overrumplende sejr til Marion Cotillard som bragte hende deltvis ud af fatning, eller den spanskhyldende Javier Bardem står stærkest i erindringen. Eller måske da Tilda Swinton var klar til at videregive sin statuette til “ham der opfandt hende”. Eller da den kvindelige del af Once-duo'en entrede scenen igen og hyldede modet og troen på mirakler og magi. Eller da Helen Mirren talte om Cojones, eller da Daniel Day-Lewis blev adlet... Eller! Ja, der er nu vist alligevel nok at tage af...
Bring It On, Hollywood!
Tak til BioCity Århus for en forrygende nat.
