Tæppet går i Kodak Theatre og den 82. Oscar-uddeling tager sin begyndelse. Mere oldschool og med mere strikse rammer, end vi længe har set. Æres-Oscar er bortfaldet, live-performances af de nominerede for bedste sang mangler og sådan kunne man blive ved. Tro heller ikke at du kan takke Gud og hver mand i mere end 45 sekunder, for så bliver du pillet af podiet, for at sige det som det er.
Introen i år starter med en opstilling på scenen af de nominerede i kategorierne for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle, efterfulgt af et jazz'et musicalnummer, hvor man blandt danserne kan spotte danske Sonny Freddie-Pedersen. Det skulle dog heldigvis vise sig senere ikke at blive den eneste dansker som fandt vej til centrum af Oscar-scenen. Kort efter kommer årets værts-makkerpar Steve Martin og Alec Baldwin kuppel-svævende ind på scenen og begynder at ping-pong'e med sketches og one-liners lige som man kender det fra de gode gamle dage. Vi får lidt George Clooney-terror, lidt Damn (Dame) Helen Mirren mix-up og en 3-D gimmick rettet mod James Camerons Avatar, og der lægges heller ikke skjul på at aftenen vil blive præget af kampen mellem de tidligere giftefolk Kathryn Bigelow og James Cameron som er hjernerne bag de to kæmpe favoritter The Hurt Locker og filmen alle har set, Avatar!
Aftenens første prismodtager er Inglourious Basterds' Christoph Waltz som leverer en fantastisk præstation som iskold og slibrig jøde-jæger. Hans takketale er well-spoken som man siger og Oscar-showet får en på alle måder glimrende åbning. Derefter følger en feature med en række interviews givet af de tegnede figurer som medvirker i kategorien for bedste animationsfilm, for hvad betyder det egentlig for dem at være nomineret? Derefter begynder dysten mellem favoritterne, hvor The Hurt Locker lægger fra land med en Oscar for bedste originale manuskript. Vi får siden hen en kæmpe hyldest til afdøde John Hughes (1950-2009), manden bag utallige barnestjerner og ungdomsfilm fra de glade dage. Jeg nævner i flæng Ferris Bueller's Day Off, Home Alone, St. Elmo's Fire, The Breakfast Club, Pretty In Pink og sådan kunne man blive ved. Barnestjernerne som nu ikke er børn mere, hyldede på fornem vis deres mentor.
Ka-ching. Dansk sejr! The New Tenants blev råbt op som vinder af bedste kortfilm og det var en nervøs og overrasket Joachim Back der gik på scenen for at modtage den prestigefyldte gyldne figur. Som Back fik fremstammet: Jeg aner ikke om jeg skal give mig til at danse eller hvad... Næstefter dukker en Na'Vi op i skikkelse af Ben Stiller. På et par gloser af egen skuffe, leger Ben Stiller med det sære sprog blandt de blå væsner og er ikke ræd for at lave øjne til James Cameron, der morer sig kongeligt. Her fornemmer man det som kunne det Oscar-moment man tit refererer til, når man skal adskille de efterhånden mange shows gennem tiden. Inden længe er der komplet åndenød på scenen, hvor en Oscar overrækkes til Precious for bedste overførte manuskript. En tydelig rørt forfatter har svært ved at lade en emotionel strøm rive hans ordforråd i en skæv retning. Da Steve Martin overtager ordet i næste sekvens, siger den gråhårede komiker spøgefuldt at det var ham der havde skrevet den forrige takketale...
Mo'nique leverer aftenens lille racekamp, da hun efter at have taget prisen for bedste kvindelige birolle, proklamerer at det da var dejligt at der ikke var noget politisk bag denne beslutning, og at det var rendyrket skuespil-evne der gav hende sejren. En lille tåreperser sneg sig ind, da Avatar vandt for bedste art direction, hvor en af talerne fortæller at lægerne for 13 år siden ikke gav ham nogle chancer for at være i live den dag i dag. Steve Martin og Alec Baldwin sætter gang i en spoof over Paranormal Activity, inden der bliver plads til en hyldest til horror-genren, hvor gamle og nye hårrejsende film præger billedet. Dødens Gab, Halloween, A Nightmare On Elm Street, Barneleg, , The Ring, Scream, Rosemary's Baby, Ondskabens Hotel, Frankenstein, Dracula, Exorcisten, Psycho, The Blob, Den Sjette Sans, Carrie, The Blair Witch Project og mange mange flere er blandt dem vi får snas fra.
The Hurt Locker fortsætter sin sejrsgang blandt de tekniske priser, mens Avatar dog får fat i cinematografi-prisen. Herefter fades der over til den bibeholdte In Memoriam feature, hvor vi mindes alle de folk som siden sidste uddeling, ikke længere er iblandt os. Navne som David Carradine, Jean Simmons, Dom DeLuise, Ron Silver, Brittany Murphy, Karl Malden toner frem ledsaget af klapsalver, som dog topper da billeder af Patrick Swayze dukker frem. Der er også blevet plads til Michael Jackson i denne sammenhæng, hvilket på sin vis vel er fair nok. Dansere indtager scenen og laver akrobatiske spring og serier ledsaget af temaer'ne fra de nominerede for bedste soundtrack.
Aftenen rundes af med de tunge priser, hvor kolleger præsenterer de nominerede. Jeff Bridges får pæne ord med på vejen af Michelle Pfeiffer, som var hans partner i De Fabelagtige Baker Boys og på samme vis linkes Vera Farmiga til George Clooney, Julianne Moore til Colin Firth, Tim Robbins til Morgan Freeman og Colin Farrell til Jeremy Renner. Det bliver dog Bridges der løber med sejren for Crazy Heart. Det bliver til en hyggetale rettet mod Bridges' forældre, hvor daddy jo er Lloyd Bridges (bl.a. kendt fra Hot Shots!). Bedste kvindelige hovedrolle går til Sandra Bullock for The Blind Side. Hun introduceres af Forest Whitaker, mens de øvrige konstellationer hed Helen Mirren/Michael Sheen, Meryl Streep/Stanley Tucci, Carey Mulligan/Peter Sarsgard og Gabourney Sidibe/Oprah Winfrey, hvor Sidibe blev utrolig rørt af ordene fra talkshow-dronningen. Rørende var også Bullocks tale, rettet til en gammel støtte som har gjort Bullock til den klippefaste troende på eget talent, mens der også blev plads til at hylde hendes mednominerede i kategorien.
Aftenens store taber, må siges at være Avatar. Bedste instruktion og bedste film, havnede hos The Hurt Locker og status blev så at Avatar kun fik 3 mindre priser, mens The Hurt Locker så tog alle de sjove. Up In The Air gik også tomhændet hjem, selvom der var en god sjat nomineringer – (modsat Precious som klarede sig lige modsat). Held var der heller ikke hos Lone Scherfigs An Education der lige som Anders Østergaards Burma VJ ikke kunne skaffe mere dansk hæder undervejs. Dermed kunne der gøres status på en aften uden de store Oscar-moments, uden den sædvanlige sammenbinding af de to værter og et lettere forhastet show, som ikke vil gå over i historien som noget videre spektakulært indslag.
Tak til BioCity Århus for endnu et glimrende arrangement.
