Neil Patrick Harris (Gone Girl, Smølferne) var sat til at stå i spidsen for årets Oscar-show, og det blev en underlig afdæmpet indsats hvor jokes og punchlines ikke lige frem stod i kø. Det lykkes ham i hvert fald aldrig at få gang i det ellers så elskelige ping pong mellem vært og nominerede, men havde så til gengæld større held med at synge sig gennem opstarten. Med lidt skyggemagi og indklipning af selvsamme Harris i berømte filmklassikere, fik han dog smilet frem på stjernernes læber, inden han tog en sving om med Anna Kendrick og siden lod Jack Black råbe sig gennem intro’en.
Men i det hele taget var der heller ikke vægtet specielt meget tid til gags og løjer, og showet har også bevæget sig mere væk fra selve det pompøse og satiriske værk som man ellers ikke skal så mange år tilbage for at huske. Ret hurtigt slår vi over i præsentationen af Årets Bedste Mandlige birolle, som fuldt fortjent går til den sadistiske musiklærer fra Whiplash, portrætteret af J. K. Simmons. Han får takket sin familie og givet en opfordring til at man selv ved nærmeste given lejlighed skal ringe til sine forældre og bare høre lyden af deres stemmer, lige så længe disse har lyst til at tale. En slet skjult hentydning til at vores samfund er blevet så sms- og chat-inficeret at vi ikke længere tager os tid til rigtigt nærvær.
Herefter introduceres vi til Harris’ konvolut med Oscar Predictions (forudsigelser, a la dem som mange også har udfyldt forud for Oscar-eventen). Konvolutten står indespærret i en glasboks på scenen, som han lader Octavia Spencer holde nøje øje med. Disse skal afsløres senere i showet. Aftenen skifter mellem musikalske indslag fra de nominerede i ”bedste sang” kategorien og andre små happenings, foruden de 24 prisuddelinger naturligvis. Første musikalske perle kommer fra Adam Levine (Maroon 5), som giver os Lost Stars fra filmen Begin Again. I denne kategori ender Glory fra filmen Selma senere som vinder.
En anden vinder på denne aften bliver Wes Anderson. Hans seneste film The Grand Budapest Hotel fører feltet med hele 9 nomineringer, hvor af det bliver til sejr i 4 af slagsen. Bedste Kostumer, Bedste Make Up, Bedste produktionsdesign og bedste soundtrack. Fælles for alle fire takketaler er at de i særdeleshed er henvendt til Wes Anderson. De pågældende prismodtagere roser Anderson til højre og venstre, og ingen lades være i tvivl om at han er en yndet samarbejdspartner. Der er også polsk fest på programmet, da filmen IDA løber med titlen som Bedste Udenlandske Film. Dog må Pawel Pawlikovski speede sin takketale noget op, da han som den første rammes af den klassiske underlægningsmusik, som utvetydigt signalerer at man skal forlade scenen.
Harris har endnu ikke givet op i sit hidtil forfejlede forsøg på at få publikum til at grine. Han prøver at få hans jokes til at give mere bifald ved at lade britisk accent fremlægge jokens pointe. Det lykkes ikke rigtig, men så er det jo godt at han ikke er bange for at posere halvnøgen. Med en henvisning til titlerne Birdman og Whiplash re-entrer han scenen i det bare ingenting, og apropos Whiplash så høster den straks efter en Oscar for Bedste Lydmix, mens American Sniper scorer en ditto for Bedste Lydredigering. Midt i alt dette, kigger en betuttet Emma Stone holdende en Oscar-statuette lavet ud af Lego, da den ægte af slagsen går til Patricia Arquette for Boyhood. Arquette styrter på scenen og læser rådvild op af sin takketale uden nogen form for åndedrætspause. Målet er at nå til slutningen af takketalen uden at blive ramt at den frygtede hymne, hvilket lykkes og således når Arquette til allersidst at få spiddet branchen, da der fortsat er kæmpestor forskel på lønnen mellem kvindelige og mandlige skuespillere. Det lader til at selveste Meryl Streep er enig, for hun rejser sig, hujer og klapper begejstret af kollegaens modige angreb. Aftenens første politiske tale er indtruffet! Alle de mange presentere ledsages i øvrigt at klassiske filmhits, når de træder ind på scenen. En ganske festlig detalje.
Ikke alt er imidlertid festlig, for det faste punkt kaldet In Memoriam dvæler ved sorgen over de mange filmfolk som er gået bort i det forgangne år. Farvel til navne som Mickey Rooney, James Garner, Eli Wallach, James Rebhorn og Bob Hoskins som huskes som Detektiv Eddie fra Hvem Snørede Roger Rabbit? Det samme gælder Lauren Bacall som vores egen Lars von Trier brugte i både Dogville og Manderlay. Richard Attenborough, ejeren af Jurassic Park, er også savnet, lige som instruktør Mike Nichols (Fagre Voksne Verden, Closer, Charlie Wilson’s War, Wolf, Working Girl m.fl.) ikke kommer til at stå bag flere film. Størst suk opnåede dog billedet af Robin Williams, som sidste år valgte at tage sit eget liv. Film som Good Morning Vietnam, Døde Poeters Klub, Mrs. Doubtfire og Good Will Hunting får dog lov at bestå, som et evigt minde om en stor entertainer.
Var der så slet ikke nogle skæve indslag? Jo, det ret ufrivillige, da Terrence Howard på scenen glemte hvem det egentlig var han var kommet ind for at nominerede, eller da John Travolta fik gjort op med sin Idina Menzel-gate. En vinkel Harris (denne gang med resultatet jubelgrin) fik lagt over i at Ben Afflecks navneintro via Travolta ville hedde Benedict Cumberbatch. Var der så slet ikke nogle rørende indslag? Jo, da John Legend og Common gav deres version af Glory fra Selma, hvilket gav anledning til rørstrømskhed hos både mørk og lys hudfarve. Chris Pine f.eks. blev i hvert fald dybt rørt og lod det ikke skjule. Så var der også takketalen fra Graham Moore i kølvandet på hans Oscar for The Imitation Game, hvor der var tale om Bedste Overførte Manuskript. Her bringes et uddrag der siger det hele: “When I was 16 years old, I tried to kill myself. Because I felt weird and I felt different and I felt like I did not belong. And now I'm standing here. And so I would like for this moment to be for that kid out there who feels like she's weird or she's different or she doesn't fit in anywhere. Yes, you do! I promise, you do! Stay weird. Stay different, and then when it's your turn and you are standing on this stage, please pass the same message along”.
I de resterende tunge kategorier, gik sejren til Eddie Redmayne for hans gribende portræt af Stephen Hawking. Den tydeligt overraskede Redmayne vidste slet ikke hvilket ben han skulle stå på, og hyldede alle som i stil med Stephen har oplevet den frygtede ALS-sygdom på tætteste hold. En anden som spillede sygdomsramt til en Oscar-statuette er Julianne Moore, som sejrede for hendes præstation som Alice i filmen Still Alice, hvor vores karakter langsomt mister hukommelsen. Sygdommen sejrede så at sige, ja også så lige Mexico, for Birdman-instruktør Alejandro González Iñárritu (Babel, Biutiful) måtte på scenen to gange, og dermed slog han både Boyhood og Richard Linklater på målstregen, trods denne films 12 årige og særdeles grundige proces.
Åh ja, og hvad var det nu lige det var med Neil Patrick Harris’ prediction-konvolut. Jo, da den blev åbnet indeholdt den skriftstykker fra mange af de samme højdepunkter som er gengivet her. Ud over vinderne kunne man også skriftligt spotte hvordan der var blevet reageret og takket. Could it be Magic? Ja, det er der stor sandsynlighed for. Det er jo derfor vi elsker filmmediet.
Showet var en temmelig stilsikker størrelse, hvor Harris ikke begik en eneste fejl andet end at satse på den usynlige præstation. Det ligger ikke i kortene at han får genvalg næste år. Alle 8 Bedste Film-nominerede titler fik noget med hjem til kaminhylden. Nogle nok mere skuffede end andre, men en form for poetisk retfærdighed, når nu feltet var så stærkt som det var tilfældet.
Endnu engang en stor tak til Nordisk Film Aarhus for et skønt arrangement, hvor årets Oscar-premiere bød på Teorien Om Alting.
