Skriv en kommentar
Jeg huskede tydeligt ”OZ”, fra da serien blev vist for små ti år siden. Eller det troede jeg da i hvert fald. For hvad jeg huskede som en hip, rå, vellavet og tempofyldt fængselsserie viste sig her ved gensyn at være en klichetung, langsom, kikset og tydeligt ældet gang ligegyldigheder. Alting fra farve-filtre, skuespil, dialog og i særdeleshed klipning var alt andet end det stykke velfungerende underholdning jeg huskede. Måske er det mig der er blevet gammel eller kritisk, måske er det standarden af amerikanske TV-serier der har nået et niveau hvor alle forgængere vil blegne. Jeg ved det ikke, men en ting jeg ved er at ”OZ” i dag er en håbløst forældet og utrolig tam omgang.
Serien har ingen reel hovedperson og det er en pointe. Problemet er bare at det indebærer at man som tilskuer tilsyneladende skal kunne finde sympati for en person man ingenting ved om andet end at han sidder fængslet for mord. Når han så samtidig opfører sig som et røvhul, så er det ærlig talt lidt svært at sætte de store følelser i sving blot fordi han nu skal have et barn. Hvis det lyder forvirrende, så er det med vilje. For sådan er ”OZ” bygget op. Hvert femte minut introduceres en ny karakter i ”Emerald City” – den eksperimenterende afdeling af Oswald statsfængsel og seriens reelle omdrejningspunkt. Denne karakter får vi en lille smule at vide om før vedkommende igen er ude af billedet. I første afsnit alene lægges der vægt på to karakterer der indenfor selvsamme afsnit enten dør eller forsvinder i mængden. Der er sandsynligvis en pointe i det, men for hulen det gør det klodset at se som publikum.
De karakterer der forbliver i serien udvikler sig ikke, ligesom der overordnet ikke sker en skid i løbet af de otte afsnit, der alle føles længere end de er. Monotonien og gentagelserne tager hurtigt over, kun afbrudt af tonstunge klicheer som mord i fængslet, homoseksualitet, nazistiske grupperinger og slagsmål udført uden nogen form for nytænkning i filmsprog, klipning eller manuskript. Det største problem ved de mange identitetsløse karakterer er seriens ustabile tempo og usammenhængende struktur. Det gør at serien simpelthen hverken er engagerende eller bare en smule spændende.
Som sagt huskede jeg ”OZ” som en interessant serie og derfor må der have været et eller andet der fangede min interesse for ti år siden. Ved gensyn har jeg dog ingen anelse om hvad det har været for hverken den roterende, småfilosofiske (læs: indholdsløse) kørestolsbruger, de mange mafiosoer eller skuespillets lave gennemsnit fænger mig i dag.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
