Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Isbjørnen 2019
Det Er Drømmen, ...
Game Of Thrones ...
Galla Premiere P...
Den Ukendte Dans...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Men In Black: In...
Men In Black: International billede

Selvmordsturisten
Countdown
Dronningens Corgi
Le Mans '66
Den Tid På Året
Generalens Datter


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Paradis Tro

11. juli 2013 af Martin Jensen

4 stjerner Skriv en kommentar

Paradis Tro billede

Maria Hoffstätter er blændende som den katolske ortodoksis hygiejniske bannerfører i Ulrich Seidls anden del af Paradis-trilogien.

Anna Maria går på ferie fra sit arbejde for at hellige sig sin tro i døgndrift. Den er af den katolske slags. Og ingen tro uden fordømmende næstekærlighed, længselsfuld selvdisciplering, tillukket rummelighed og åndsforladt åndelig praksis. Eller for den sags skyld onani med overdimensionerede krucifikser, flagellant-pisk og torturbælter i rustfrit stål.

Anna Maria praktiserer sin egen ubekvemme version af en moderne verdensvendt nonne; spartansk, kyskt, selvdisciplineret, selvpint og Jesus-hengivent i sin megastore østrigske funkisvilla. Hun drager ud som missionær i nærområdet med sine kolosale Maria-statuer, som hun så efterlader hos de af samfundets bærme, som ikke har noget bedre at tage sig til end at lukke hende ind. Og mellem sine ugentlige bønnemøder, kaster hun sig ud i enten hengiven lovsang eller masochistiske bodsøvelser. Og så er vi færdige med den dag - indtil at granaten rammer.

Det er den fortabte søn eller retter sagt, ægtemand, der vender hjem som et lyn fra en klar himmel. Han er muslim, benlam og hungrende efter sin kone. Og det huer ikke Anna Maria, der lige har brugt al sin energi på at forskyde sin libido over i ikoner, kors og salmebøger. Det må gå galt, og det gør det - på Ulrich Seidls måde; mest med indestænkt tålmodighed, men af og til med knaldende arrigskab og anstændige voksne i uskøn moslen.

Tro og fetich
Det er tydeligt for enhver anden end Anna Maria, at hendes religiøse praksis mest tjener til at fornedre og ydmyge omgivelserne og stive hende kunstigt af. Alligevel fornemmer vi, at Anna Marias dybt ubekvemme hengivelse tjener et fornuftigt formål, der har med hendes fortid at gøre. Hendes fortid med sin muslimske mand, der - antyder filmen - ikke har været lutter lagkage. Vi forstår at Anna Marias tro ligeså meget er et fetichsitisk som et spirituelt projekt, og det er i denne krydsning eller forveksling af jordisk med himmelsk kærlighed, tro med fetich, at Paradis: Tro bliver original og spændende.
Maria Hofstätters missionerende sygeplejerske minder om Isabella Hubberts sadomasochistiske lærerinde i Michael Hanekes Pianisten. I begge kvinder virker den fetichistiske ydmygelse sært frigørende. Men hvor Haneke dykker ned, ned og atter ned for at fremkalde modsigelse på modsigelse i Hubberts figur, holder Seidl en dokumentarisk armslængde til sin. Hvor Haneke vælger skarpttegnet poesi og psykologi, vælger Seidl hosptial hygiejnisk prosa og handling, og valget burde den spartanske og farvedrænede billedstil taget i betragtning være mere kompromisløst.

Bevidne og kommentere
Men sådan er effekten ikke, helt. Det er som om, at Seidl både vil dokumentere og komponere, bevidne og kommentere. Han følger stumt sine figurer, men indsætter dem alligevel i visuelt sigende og symbolske opstillinger. Såsom Anna Marias sirligt bonede spisebord, hvor et ikon af Jeusus nærmest sidder og spiser med for bordenden, eller funkisvillaens indgang, der med sin 4 meter til loftet og glasfacade minder om en modernistisk katedral. Han lader alenlange sekvenser gå med, at Maria trasker rundt i sin rutinemæssige hverdag, for så alligevel at flå den op med barokke påfund. Såsom et slag midaldrende gruppesex, der i parkens mulm og mørke og ikke mindst Anna Marias øjne nærmest antager karakter af en heksesabbat.

Ritauler og Kontraster
Paradis: Tro har fået både hyldester og hug for at være så gentagende. Her er det ikke gentagelserne i sig selv, der plager undertegnede. De har en pointe både i forhold til det religiøse i ritualet og det masturberende i fetichismen. Det er afbrydelserne, der, selvom de garanterer en genkendelig historie, også halvt svækker den mere uigendkendelige om Anna Marias uransagelige valg og veje.

De skæbner hun besøger eller (i mandens tilfælde) bliver besøgt af sætter ganske vidst hendes valg i relief, men kontrasterne bliver for voldsomme, for retoriske, måske for simple til, at man helt ved, hvor man skal gøre af dem. Men trods det eller måske derfor, er de ikke ubrugelige; i deres voldsomhed bliver de til en slags stilmæssige ørefigner, der synger i tilskueren, længe efter de er landet. Nabil Salehs skrig efter, at hans kone har pøset vievand på ham i sengen, flår tilskueren ud af filmens hidtige nattestilhed og giver et uafrysteligt autentisk eksempel på, hvordan virkelighedens voksne egentlig kæmper. Men de er også med til illustrere den anden afgrund, den der åbner sig, når ritualet afløses af planløshed og apati.

Til filmens forsvar skal lægges, at skuespillet er fuldkommen sublimt. Hoffstedter er den missionerende sygeplejerske og Nabil Saleh er hendes muslimske plageånd af en mand. Spillet mellem dem er pinefuldt troværdigt og trods slinger i kompromisløsheden, er filmen det overordnet også.

Titel: Paradis: Tro
Original Titel: Paradies: Glaube
Premieredato: 11. juli 2013
Instruktør: Ulrich Seidl
Skuespillere: Maria Hoffstätter, Nabil Saleh
Spilletid: 113 min.
Selskab: Øst for Paradis, 2013
Genre: Drama


banner
Overskrift Højre Block
Batman: Hush
Inden Vinteren K...
Ayka
Sidste Bud
Midway
Flugten fra Østt...
Ninna
Mary, Queen of S...
Deadwood - The M...
El Camino: A Bre...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...