Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
På lægestudiet spiller en række patologi-studerende et dødsensfarligt spil. Ted Grey bliver hvirvlet ind i denne syge leg, hvor det på skift gælder om at slå en række tilfældige mennesker ihjel. Vinderen er den, hvis mord på samvittigheden, ikke kan forklares og årsagsbestemmes af de øvrige deltagere. Dødslegen bliver mere og mere obskur som der kommer lig på bordet, og snart kan ingen vide sig sikker. Det gælder ganske enkelt om at være et skridt foran som modspiller. Det er kort fortalt præmisen i Marc Schölermanns første ikke-tyske produktion, og lad det for Guds skyld blive den sidste.
Det lyder i princippet meget spændende med denne bizarre uforlignelighed mellem fagspecialister som uden skrupler altså sørger for at der er arbejde nok at tage fat på. Men som den nye dreng i klassen, var det forventeligt at Ted Grey ville føle presset mellem etik og moral, men han er som vores hovedperson blot endnu mere udspekuleret. Uden at afsløre for meget, er det dybest set svært at gennemskue hvem der er helten – for en sådan findes vel ikke i Pathology. Filmen er hverken en gyser eller action-film. Ordet thriller er nok det nærmeste man kommer en genrebestemmelse – men for mig er en thriller en film som kan få folk helt ud på stolekanten med overraskelser, tankespind, dillemma, spænding og en fortælling som sniger sig ind på sin tilskuer, uden man opdager det. Pathology opfylder ingen af tingene og jeg leder stadig efter højdepunkter at kunne berette om. Men når det blot er de sidste 2 minutter af filmen som rummer kvalitet (sammenhold det trods alt med noget vi har set mange gange før), så er det altså svært at uddele ros.
Hvad oplevede jeg så under Pathology – jo, studerende som kynisk misbruger deres embede. Fint nok, men kunne vi ikke for en gang skyld få en rendyrket film som forbliver ved sin grundstamme uden at flakke rundt omkring bryster, tungekys og bagdele? For ikke at tale om sprut og narkotika? Er ungdommen ikke klogere end at de kan gennemskue denne form for at træde vande, for at få filmen til at vare den obligatoriske 1 ½ time? Skal der være stønnescener og kønsdele til højre og venstre for at der i det hele taget er et publikum til den slags? Ja, det var ikke tilfældet dengang højspændte thrillers og good old-fashion gysere var på sit højeste. Man kunne have fået meget mere ud af denne ikke helt skøre idé, men sikke et håbløst resultat, når det forekommer tilskueren ligegyldig om hvem der vinder spillet og hvem der bliver slået til plukfisk. Dybest set er det bare noget tid der skal gå, inden vi finder en vinder. At se Pathology er omtrent lige så sjovt som at se en fodboldkamp genudsendt.
Hovedrollen som Ted Grey spilles af Milo Ventimiglia, kendt fra bl.a. Sabrina, skolens heks, og sådan er det også med resten af castet. Det er folk fra tv-serier (My Name Is Earl, CSI, Law And Order, Boston Public og den slags), som nu skal overbevise på det filmiske lærred. Det duer slet ikke, måske fordi der ingen sjofle replikker og dåselatter er tilknyttet. Pathology kunne være blevet så meget mere end dette vandholdige resultat, og jeg leder stadig efter noget positivt at sige…
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Nordisk Film
