Skriv en kommentar
Graeme Willy: You are an alien!
Paul: To you I am, yes.
Graeme Willy: Are you gonna probe us?
Paul: Why does everyone always assume that? What am I doing? Am I harvesting farts? How much can I learn from an ass?
... ja, og i nogenlunde samme stil bliver Pauls humoristiske bomber fyret af, med mere end almindeligt moderat skelen til alien-franchisens almenkendte konventioner og genanvendte klichéer. Jo, jo, i Paul møder vi skam de to (for genren prototypiske) uforbederlige nørder, Graeme (Simon Pegg) og Clive (Nick Frost), begge semikiksede, men helhjertede, verdensfjerne, men fantasifulde, indforståede, men forstående, anderledes og typiske på en og samme gang. Misundelsesværdigt veloplyste om de flyvende tallerkener og deres grønne marsmænd, men håbløst forudsætningsløse blandt regulære homo sapiens på vores kendte moder Jord. Selvfølgelig skal vores rum-orienterede hovedfigurer være nørdede wannabees, for hvem kan egentlig forestille sig to appetitlige hot shots på udsvævende road trip mod livet hinsides … jordens atmosfære?
Disse to inkarnerede geeks er på monumental rundrejse i USA's ødemarker, nærmere bestemt det berygtede Area 51, hvor der bliver knipset lystigt med blitzlyset på ægte turist vis, og der klistres kitschede mærker som Alien on board på campingvognens bagside. Ud af det blå (sådan nærmest bogstaveligt talt) dukker Paul (Seth Rogen) op. Han er sprælsk, han er fræk, han er flabet, han bander, ryger pot og mooner. Nå ja, og så er han et vaskeægte rumvæsen.
Med et enormt hoved, hvor hjernen synes at fylde det meste, store øjne, der kliner dine fast til sine og en udefinerbart grønlig kulør, der efterhånden er blevet rumvæsnernes privilegerede hudfarve i den almenmenneskelige bevidsthed. På flugt fra en rigtig bad-ass-agent og hans gumpetunge kavaleri, bestående af lokale Gøk og Gokke-agtige betjente, inviterer Paul sig selv indenfor i den beskedne camper, forvandlende både den og dens britiske nørder til Americas most wanted. Den fjollede duo bliver pludselig til en umage trio, men intet er nu så (u)rummeligt, at det ikke er væsentligt for nogen. Og snart viser det sig, at der er meget godt at hente hos Paul, både for Graeme og Clive, men skam også for selve filmen …
They come in peace and we go to pieces
Med et komisk cast, bestående af fine folk som Seth Rogen, Simon Pegg, Nick Frost og Kristen Wiig, burde man forvente intet mindre end smilesnaskende, grinegnaskende, lårklaskende kaskader af skraldgrin i rumvæsen-komedien, Paul. Og jo, selv om Paul langt fra kandiderer sig til titlen som filmhistoriens sjoveste film, endsige stiller op til kandidaturen som årets til dato morsomste grinebider, kan den meget vel tituleres som månedens bedste bud på en fornøjelig humørbombe.
Hyllet ind i en dejlig festlig atmosfære af anarkistisk humor, hvor ganske ucensurerede erklæringer som Get your goddamn hands off my motherfuckin' junk, you bet your big fat cock, fuck-a-roo, that was the best titty-farting sleep I have ever had og ikke mindst den hidtidige replik-klassiker, motherfuckin' tittysuckin' two-balled bitch, bliver kastet rundt med den allerstørste naturlighed, som var scenen ikke sat i det ellers så puritanske USA med et næsten homogent amerikansk cast, er filmen omgærdet af en indbydende stemning af frisind og umiddelbarhed. Måske denne brusende frimodighed skyldes det europæiske komikerpar, Pegg og Frost, der altså foruden at spille hovedrollerne, også har skrevet manuskript til filmen. Med den ansete britiske undertone, får filmen en afslappende indsprøjtning af liberal rapmundethed, der vist nok til tider kammer over, men aldrig nærmer sig de irritationsfremkaldende temperaturer.
Filmen oser af en behagelig følelse af fuldlødig free spirit, som om hele skuespillerstaben har haft det mægtigt skægt med hinanden, den gakkede fortælling og den utæmmede dialog. Det virker næsten, som om skuespillerne har følt en kæmpe befrielse i den konsekvente brug af det hæmningsløse røversprog; en befrielse, der ligeledes afspejler sig i deres kække præstationer, der er ligeså fandenivoldske og gavflabede, grænsende til det næsten pasticheegnede, som den ustyrlige dialog.
Dette til trods bundfælder Paul sig alligevel som en relativt middelmådig opvisning af udtrådte deja-vuer. Selvom filmen leger åbenlyst med filmverdenens enøjede fremstilling af de altid ombejlede rumvæsner, de obligatorisk alvorsfulde efterretningsmænd i sort, de religiøse fanatikeres karakteristiske snæversind, whitetrash-hillybilliernes næsten biologisk betingede dumhed, politimakkerparrets sort-hvide opdeling i den lille, tykke og dumme strisser skråstreg den høje, tynde og kloge politimand, magttindens samvittighedsløse slagplaner, osv., osv., ender den ikke desto mindre mere som en uuudtalt fortalelse for de forudsigelige kutymer end som en kontant ironisering over dem. Netop som følge deraf indlægger filmen sig i den utilfredsstillende discountafdeling, hvor næringsindholdet sjældent er nærende og udvalget er set så mange gange før, så mange andre steder.
Når disse kritiske ord er sagt, må jeg vende den positive kind til og bifalde filmens visuelle iscenesættelse af det gæve rumvæsen. Den er helt usammenlignelig. Fuldt ud autentisk og teknisk set fuldkommen integreret i den omkringliggende verden, fremstår Paul som en helt igennem naturlig del i filmen, nærmest som en levende alienskuespiller, der spiller sig selv i filmen.
Karakteren Paul er filmens ubetingede redningsplanke, da han er så charmerende som få, så rapmundet, som de færreste og så pokkers indtagende som et koldt glas vand efter en lang ørkenvandring. Denne charmeoffensiv er mestendels Seth Rogens fortjeneste, da han med sin tilpas grødede stemme og gode forståelse for stemmeskuespil fornemt bringer det spøjse rumvæsen til live.
Hold øje med vores allesammens Alien-Ripley (Sigourney Weaver), der også i denne alien-omgang har indtaget sin sædvanligt fjendtlige alien-attitude, dog uden svedige overarme, søvndyssende øjne og et martyr-kompleks.
Se Paul og bliv i godt humør i den lille halvanden time, filmen varer. Der er endda en vis risiko for, at det gode humør fortsætter hele dagen …
