Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det var slet ikke meningen at det skulle have været en biograffilm, men det blev det alligevel – man skal ikke undervurdere profittens magt – og resultatet er en yderst skuffende fortsættelse til Niels Arden Oplevs ellers udmærkede første film over den populære bestseller af Stig Larsson.
Det danske hold er blevet skiftet ud med svenske under ledelse af instruktør Daniel Alfredson. Teknisk set er toeren oftest den sværest at lave. Dels skal man leve op til etteren og forventningerne og i dette tilfælde skal man desuden balancerer mellem de øvrige to dele af en trilogi. Det vil med andre ord sige at den grande finale får man ikke lov til at fyre af i denne film, men den gemmes i stedet til treeren, og det gør selv sagt Pigen der legede med ilden til et mellemspil.
Alligevel er der dog nok pondus i historien til at retfærdiggøre en god, sammenhængende og spændende film, men det er Pigen der legede med ilden kun i korte glimt.
I den første film bliver der lagt spor ud, der kunne tyde på at Lisbeth Salanders fortid af hemmeligheder er farligere og involverer mere magtfulde mennesker, end man lige skulle tro. Et ungt par forsker i sexindustrien – mere specifikt i handel med og udnyttelse af unge kvinder til prostitution. Da parret findes myrdet bliver Lisbeth Salander hængt ud for mordet og hun er pludselig genstand for en større menneskejagt. Mikael Blomkvist er overbevist om Lisbeths uskyld, og da han begynder at grave i mordene der hænger uløseligt sammen med Lisbeths fortid finder han uhyggelige ting. Samtidig er et blond muskelbundt på jagt efter Salander og det bliver et kapløb med tiden for at rense og redde den unge kvinde.
Noomi Rapache er som skabt til rollen som den forstyrrede, geniale, punkede og fandenivoldske unge kvinde. Hun driver om nogen filmen frem, og er for størstedelens vedkommende den eneste gyldige grund til overhovedet at se denne film. Mikael Blomkvist i skikkelse af Michael Nyqvist er en del mere perifer end i den første del, og det er måske ganske naturligt da hovedpersonen i denne anden del er en anden. De personer som eksempelvis bokseren Paulo og politimanden Bublanski har stort set ikke noget der ligner betydning i filmen og det er en skam, da de er en betydningsfuld del af bogen.
I det store hele kan man godt give Daniel Alfredson at han fra starten havde et svært projekt foran sig – rent fortællingsmæssigt – der er ganske enkelt utroligt mange informationer der skal med i filmen for at få den til at hænge sammen, og han kan ikke give fortællingen en ordentlig slutning, da den jo selv sagt kommer i treeren. Alligevel virker Pigen der legede med ilden som en film der ikke rigtig har et ståsted. Den virker flad og som en gennemsnitlig krimi, hvilket ikke mindst understøttes af en meget farveløs billedside, der slet ikke kan sammenlignes med Oplevs fantastiske visuelle udtryk i Mænd der hader kvinder.
Denne toer vil nok have sin berettigelse i sammenhæng med de to øvrige film, men som enkeltstående værk er den ganske enkelt for svag.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film
