Skriv en kommentar
Vi befinder os i Bretagne, Frankrig i slutningen af 1700-tallet. Vinden raser og bølgerne skvulper ud for den ø, hvor den unge kvinde Héloïse bor sammen med sin mor. Héloïse er blevet lovet væk til en adelsmand fra Milano, som beder om at få sendt et portræt af sin kommende brud før brylluppet. Kunstneren Marianne får til opgave af male dette portræt, men i smug, da Héloïse ikke ønsker at blive malet og dermed gift.
Marianne må derfor observere Héloïse når de går ture rundt på øen under dække af blot at være hendes ledsager. Lidt efter lidt begynder en forelskelse at spire mellem de to kvinder, og Héloïse indvilliger i at sidde model for Marianne, som maler det portræt, der markerer den uundgåelige afslutning på deres forhold.
Selvom ‘Portræt af en kvinde i flammer’ foregår i slutningen af 1700-tallet føles den lige så aktuel som Sciammas forrige spillefilm ‘Girlhood’, som finder sted i dag, i en ghetto i Paris.
Filmen bæres af de to hovedroller, der spilles af Noémie Merlant og Adèle Haenel. Begge skuespillere lægger ansigt til utallige nærbilleder og gør det med så meget nerve, at man ikke kan undgå at blive revet med.
Lige så medrivende er de dramatiske landskabsbilleder (der i sig selv ligner malerier), som bliver et spejl på de to kvinders brusende følelser. ‘Portræt af en kvinde i flammer’ er dog mere end en kærlighedshistorie. Filmen fungerer også som en kommentar til den historiske usynliggørelse af kvinders erfaringer og liv dog uden at blive belærende eller højpandet.
‘Portræt af en kvinde i flammer’ er helt enkelt en smuk og kompleks film, der taler til både krop og sind.
