Jeg vil spare jer for en synopsis. Til dem som kender Jane Austens roman Stolthed og Fordom (1813) eller de utallige filmatiseringer af den, så forestil jer et romantisk drama med zombier i et aristokratisk miljø. Til dem som ikke kender Jane Austens roman, så læs eller se den som film. Men det bedste råd må dog være: læs Stolthed og Fordom og se Night of the Living Dead (1968), Braindead (1992) eller The Walking Dead (2010-), og undgå Pride and Prejudice and Zombies!
Pride and Prejudice and Zombies har alle Stolthed og Fordoms løgne, bedrag, kærlighedsintriger, trekantsdramaer og selvfølgelig, stolthede og fordomme. Filmen er en filmatisering af Seth Grahame-Smiths 2009 parodi-mashup-roman af samme navn. Ligesom i romanen foregår det i 1800-tallets England, hvor søstre og brødre fra hver deres sociale klasse kæmper om kærligheden og omverdenens fordomme. Men ind imellem fordommene hersker samtidigt en horde af zombier.
Det er altid vanskeligt og farligt at blande genrer som i Pride and Prejudice and Zombies. Specielt i sådanne ekstremer som gyser og romantik! Men ikke desto mindre er der gået sport i det på det seneste. Se (eller lad være) for eksempel Sense and Sensibility and Sea Monsters (også en Jane Austen roman) og Abraham Lincoln: Vampire Hunter (2012). Alene indenfor zombie-genren finder vi Vampires vs. Zombies (2004), Cockneys vs Zombies (2012), Ninjas vs. Zombies (2008), Humans vs Zombies (2011), Navy Seals vs. Zombies (2015), Milfs vs. Zombies (2015), Bigfoot vs. Zombies (2016) og den kommende Cowboys vs. Zombies. Det er tåbeligt, men det kan selvfølgelig potentielt gå hen og blive sjovt og underholdende.
Men lad mig slå fast en gang for alle: zombierne giver ingenting til Pride and Prejudice and Zombies. Filmen er rimelig tro mod dens romanforlæg og følger derfor historien som skrevet. Den tager nemlig ikke pis på Austens roman, men virker til at være lavet ud af stor respekt og kærlighed til den. Zombierne giver nogle gode undskyldninger til blodudgydelser og slåskampe i stedet for udelukkende britiske verbale intriger og sure og søde blikudvekslinger. Men zombierne er en baggrunds-”detalje” i universet og det undres at man ikke bare havde nøjes med at filmatisere Stolthed og Fordom i en moderne form? Hvorfor zombierne?
Det hele bliver en underlig blanding, for filmen er overraskende nok ikke en komedie og så kan man spørge sig selv, hvilken målgruppe filmen egentlig henvender sig til? Fans af kærlighedsromaner som Stolthed og Fordom ser nok ikke specielt mange zombie-film. Fans af zombiegenren ser nok ikke særligt mange Jane Austen-filmatiseringer. Så er der alle os andre, som helst vil se noget andet. Pride and Prejudice and Zombies var en sjov idé, der ikke gav nogen mening i sin udførelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.