Skriv en kommentar
Vi kender alle sammen Priscilla. Hun var gift med en af tidens største stjerner, men hun har aldrig fået tildelt nogen form for anerkendelse – også efter hendes ægteskab til Elvis var slut. Derfor har Sofia Coppola kastet sig over kvinden bag den succesfulde mand.
Priscilla ( Cailee Spaeny) møder i en meget ung alder Elvis. Elvis er på dette tidspunkt allerede anerkendt, og derfor virker det også usandsynligt at han skulle forføre en 14-årig pige. Dog kan Priscilla ikke sige nej til drømmelivet og kærligheden og beslutter sig for at flytte til Graceland. Efter ankommelsen går det dog hurtigt op for Priscilla, at livet med Elvis ikke er helt nemt, og det bliver en kamp imod ensomhed, isolation og et giftigt forhold.
Filmen må siges, at være lidt af et sats. Den udkommer et år efter Baz Luhrmanns storfilm ”Elvis” som gav en hyldest til verdensstjernen og en storspillende Austin Butler. Det her er så filmen set fra Priscillas perspektiv, og det er ikke fordi historien eller Priscilla er kedelige – men der er dog heller ikke særlig meget kød på denne fortælling.
Den unge Cailee Spaeny har fået til opgave at portrættere Priscilla helt fra ung pige til voksen kvinde. Hun er bestemt heller ikke dårligt, men hendes portræt som Priscilla virker fortsat meget unuanceret. Dels på grund af filmens fokus, der gør, at hun nærmest kun har to ansigtsudtryk igennem hele filmen. Samtidig ses en ligeså ung Jacob Elordi i rollen som Elvis. Det er fuldstændig unfair at sammenligne ham med Austin Butlers portræt, da den gav et helhedsindtryk af kongen af rock. Dette er blot set igennem Priscillas øjne som den meget dominerende og giftige kæreste. Derfor føles det også meget unuanceret og endimensionel.
Deres forhold var giftigt. Det er der ingen tvivl om efter, man har set denne film. Det er også en svær ting at se fortidens rædsler igennem et moderne perspektiv. Elvis ville jo være gået ind under en kæmpe mandschauvinist, hvilket på ingen måde er acceptabelt i disse dage. Derfor bliver man også nød til at tage portrættet med et grandsalt og tænkte på, hvilken tidsperiode, vi her befinder os i. Ikke fordi det skal undskylde hans adfærd, men det ville også have været passende at dyppe ned i Elvis og det gevaldige pres, han var under, for at få en bedre forståelse for hans karakter.
Det er naturligvis Priscillas historie, og portrættet skal ses igennem hendes øjne, men derfor føler man sig stadig forvirret som publikum, for hvorfor ville man overhovedet finde sig i at være i sådan et forhold, hvor man hverken må have drømme eller identitet. Derfor må det siges, at portrættet mangler mange af de gode sider af forholdet, hvor kærligheden imellem dem bliver tydeliggjort mere. Filmen opnår desværre ikke andet end at gøre Elvis til et monster og Priscilla til en uinteressant karakter.
”Priscilla” er meget unuanceret og endimensionel. Der er simpelthen ikke nok dybde i hverken Priscilla eller Elvis, og man sidder tilbage med en tom følelse som publikum. Cailee Spaeny og Jacob Elordi gør hvad de kan, for at få kemien til at blomstre, men det falder hurtigt til jorden, da deres forhold virker helt malplaceret og giftigt. Sofia Coppola har her prøvet at få fremstillet et præcist og empatisk portræt af kvinden bag manden, men det hele ender op i ligegyldighed, da portrættet ikke er spændende nok.
