Skriv en kommentar
Arkæologerne Shaw (Noomi Rapace) og Holloway (Logan Marshall-Green) finder nogle forhistoriske piktogrammer spredt over hele jorden, som alle peger på samme geografiske placering langt ude i rummet. Med Weyland Industries finansiering ledes rumskibet Prometheus ud til denne placering til en fjern planet, hvor resterne af en civilization og deres efterladenskaber måske kan give svar på universielle spørgsmål om livet og menneskets oprindelse.
Gensyn med rumvæsner
I 1979 instruerede Sir Ridley Scott den første film i Alien-franchisen, som siden har spundet tre efterfølgere (Aliens (1986), Alien 3 (1992) og Alien Resurrection (1997), samt to Alien vs. Predator film. Sammen med Blade Runner (1982) lavede Scott to af filmhistoriens mest respekterede og betydningsfulde sci-fi film, hvis futuristiske og organiske design sidenhen inspirerede fremtidige sci-fi’s til ukendelighed. Scott har ikke siden beskæftiget sig med genren, før, her 33 år efter, han nu vender tilbage med en prequel til den.
For Scott er det et vovet kunststykke at vende tilbage til rødderne til en sci-fi genre, som nærmest er i modsatte grøft af hans, på det sidste, actionmættede mainstream film (Kingdom of Heaven, Robin Hood, Body of Lies). Det er en svær opgave, at efterfølge en banebrydende film som Alien var i slut 70’erne uden at blive indfiltreret med moderne tiders teknologiske fremskridt og intesiverede tempo og uden at imødese Hollywoodske underholdningskrav om større, stærkere og hurtigere. Men det formår Scott, næsten.
Tilbage til rødderne
Prometheus er en værdig efterfølger (eller forfølger om man vil), som på mange måder formår at bibeholde de første Alien films charme, dvælende tempo og spændingsombygning. Der er et herligt fåtal af actionsekvenser og faktisk mindre blod, sved, tåre og spyt end de tidligere film, ligesom den undgår Hollywoods kendingsmærker i form af ligegyldige eksplosioner og Western tilstande med hurtigtrækkende håndvåben og nådesløse aflivninger. Der er faktisk lagt vægt på mere historien og der er overraskende få rumvæsner.
Prometheus i græsk mytologi er historien om Titan Prometheus, der trodsede guderne og gav mennesket ilden, for hvilket han blev straffet forfærdeligt for.
Prometheus stiller store spørgsmål om menneskes eksistens og svaret på livet, kogt ind i en amerikansk sci-fi-fondu med 3D-fritureolie og kødlige Hi-Fi Sci-Fi effekter. Hvad sker der med mennesket når de trodser guderne? Er der ikke spørgsmål, vi mennesker ikke behøver at få svar på?
Over Hæderligt
Prometheus er svær at vurdere. Et eller andet sted er det en forfriskende ‘back-to-basics’ sci-fi film der er mere intelligent end de fleste i genren og som prioriterer fortællingen højere end blodudgydelser. På den anden side mangler den overraskelser og replikkerne er filmens største hæmsko. De er mere fortællende end et børneeventyr og mere klodsede end en elefant på cykel. Besætningen på elleve ombord rumskibet er åbenlyst for mange, da man ikke lærer halvdelen at kende og kun kommer under huden på en brøkdel. Michael Fassbender spiller David, en menneskelignende robot, der kan alt menneskeligt pånær nære følelser og skibets kommanderende Meredith Vickers (Charlize Theron), er nærmest et spejlbillede af David. Der er kun Rapace, Marshal-Green og skibets kaptajn Janek (Idris Elba), der fremstår interessante og sympatiske. Størstedelen af resten er spild.
På trods af nogle “små” fortællermæssige skavanker underholder Prometheus hele vejen igennem. Den vil aldrig blive ligeså banebrydende som sin Alien forfader, men lever op til sit stamtræ. Scott har gjort det bedste, han kunne og det blev visuelt fantastisk. Hvis nogen bare kunne klippe de fordummende replikker og ligegyldige sidekaraktere ud, havde filmen været et mesterværk.
