Skriv en kommentar
FBI-agent Hartley (Johnson) er på sporet af verdens mest eftersøgte kunsttyv Nolan Booth (Reynolds), som Hartley formoder vil forsøge at stjæle Kleopatras gyldne æg fra et anerkendt museum i Rom. Det får Hartley ret i, for det lykkes Booth at få fingre i sit mål. Efterfølgende lykkes det så også for Hartley at få fingrene i Booth. Hvad de til gengæld ikke er klar over, er at en tredje brik blander sig. En snedig forbryderhjerne stjæler ægget og får placeret skylden hos Hartley, som sendes i fængsel i Rusland – i samme celle som Booth. De to, som før var som kat og mus, deler nu køjesengsarrangement langt væk hjemmefra og har masser af tid til at fundere over, hvad pokker der gik galt i Rom. Svaret finder de i en ”fælles bekendt” ved navn Bishop (Gal Gadot), og det viser sig, at der er flere æg og mange penge på spil. Nu må Booth og Hartley kaste sig ud i noget, som ingen af dem havde forestillet sig. Samarbejde om at slippe ud fra det russiske fængsel og stoppe Bishop en gang for alle.
Red Notice havde umiddelbart oddsene mod sig fra start. Slapstick actioneventyr med klistrede oneliners. Det er jeg ikke ret god til. Slet ikke med overvurderede og samtidig svinedyre The Rock (ja, det ved jeg godt, at han ikke vil hedde mere, men det får han ikke lov til at bestemme) på rollelisten og så tilsat Ryan Reynolds, som stadig kæmper med at slippe af den kiksede romcoms-prædikatet, som gjorde ham til stjerne for et par og tyve år siden. Gal Gadot imponerede mig heller ikke i rodebutikkerne om Wonder Woman. Den dyreste Netflix-produktion til dato er et effektivt salgsvåben ud i publicity-kunsten, men som garvet filmgænger, så plejer det sjældent at betyde en ekstra 5’er sat af til et solidt manuskript. Men fejlede Red Notice så, og var det bare hjernedød bananskrælsgenbrug?
Skuden tager ikke vand ind i den første time, med da Red Notice herefter begynder at tro, at den er Indiana Jones, så hopper kæden af. På mærkværdig vis sætter Red Notice kurs efter at blande så mange behagesyge genrer ind i samme kontekst. Vi får pludselig agentmusik og slagsmål, som ligner de gode gamle dage, hvor Krystle og Alexis tog brydetag på hinanden i ”Dollars”. Det bliver nærmest pinligt for sin samtid og hvor blev de 200 millioner lige af her? Jeg er bogstaveligt talt hægtet af i den sidste time, hvor ambitionsniveauet og kvaliteten forsvinder i en meget lodret kurve. Jeg føler ikke længere, at jeg er målgruppen og hvor bliver man dog pludselig talt ned til. ”Du kan jo nok forstå, at det her er meget sjovt, farligt og spændende på samme tid”? Næ, faktisk ikke. For ingen af de tre skuespillere er Red Notice en karrierefremmer.
Dette skal jeg så holde op mod den første time, som omvendt faktisk havde noget at byde på. Her var forviklingerne og maskespillet faktisk interessant og veludført. Jeg må indrømme, at jeg dertil også synes at introduktionen til karaktergalleriet kunne noget. Uddelegeringen af hvad filmens handling var i retning mod fungerede også. Derfor minder Red Notice mig næsten som en drukleg. Time 1 går optagelserne så godt, at det skal fejres med en ordentlig fest. Dagen derpå filmer man så time 2 i en gedigen brandert. Derfor kan jeg som helhed heller ikke snige mig op på mere end 3 stjerner. Det havde måske været mere, hvis de to timer blev byttet rundt, så man sluttede på toppen. Men afrundingen bliver for barnlig og plat, ja nærmest intetsigende. Med andre ord, så er der ikke den store grund til at tage notits af Red Notice. Solgt på papiret som en dyr blockbuster. Dyr i overordnet spildtid er eneste faktum i den sammenhæng.
