Skriv en kommentar
Anti-Bond
Jennifer Lawrence og Francis Lawrence er en kombination man har set før. Instruktøren Francis Lawrence har nemlig tidligere instrueret hele tre film med Jennifer Lawrence, henholdsvis The Hunger Games: Catching Fire, The Hunger Games: Mockingjay – del 1 og The Hunger Games: Mockingjay – del 2. I dette fjerde samarbejde kreerer de dog begge noget, der er bedre end de tre foregående film tilsammen. Red Sparrow er et intenst og eksplicit blik ind i den romantiserede hemmelige agent-verden, og både Francis Lawrence og Jennifer Lawrence brillerer i denne stilsikre thriller. Det er en ussel verden der bliver fremstillet, hvor alle bliver nød til at tro på alle, men ingen tør tro på nogen. Den er makaber, og der er et par scener i filmen der ikke er for sarte sjæle, men det er mesterfuldt balanceret. Vi skal se det makabre for at forstå hvilken inhuman verden vi befinder os i, men vi skal heller ikke have for meget af det blodige, så vi trækker stikket og lukker øjnene. Vi skal se på det, indtil vi har mistet alle de romantiske tanker vi end måtte have om det at være hemmelig agent, og James Bond pludselig virker som en historie, man køber som en pixibog til børn.
En dragende film
Jennifer Lawrence er en eminent skuespillerinde, og hun har en Oscar til at retfærdiggøre det, men i Red Sparrow topper hun alligevel sig selv. Dette er klart hendes bedste præstation til dato, og hun stråler i hver eneste scene som den følsomme og hårdhudede Dominika Egorova. Det kræver sin kvinde at sprede benene provokerende, splitterravende nøgen foran et helt klasselokale af skuespillere (for ikke at glemme filmholdet bag kameraet), og stadigvæk være så stensikker i sit skuespil. Det er næsten synd, at denne modige og flotte præstation, ikke bliver belønnet med en Oscar-nominering. Måske er der håb om en nominering til næste år? Jennifer Lawrence bliver selvfølgelig også hjulpet godt på vej af den førnævnte stilsikre instruktion, men også et fantastisk dragende soundtrack, der kører igennem det meste af filmen. Mest af alt bliver hun hjulpet frem af et meget velspillende skuespilhold, og selvom den falske russiske accent godt kan virke en smule fjollet, virker den alligevel efter hensigten, hvis man ikke tænker for meget over den. Der er dog lidt slinger i valsen for Jeremy Irons, der mange gange har svært ved at skjule sin hertug-engelske dialekt.
Red Sparrow er en intens filmoplevelse, der kan være ligeså smuk som den kan være barsk. Historien er spændende, og slutningen er uventet og intelligent skruet sammen. Red Sparrow ligger sig i toppen blandt de allerbedste, og mest personlige, spionfilm, der nogensinde er lavet.
