Skriv en kommentar
Dracula er en af verdens mest filmatiserede værker, men ingen har rigtig taget et greb på vampyrgreven som denne. Dracula i skikkelse af Nicolas Cage fylder ganske vist en del, men for en gang skyld er Dracula ikke selve hovedpersonen. Det er den stakkels Renfield, som er den stakkel, der endte som Draculas assistent. En dyster beskæftigelse, og som man er magtfuld underlagt. Nu vil Renfield ikke mere, men på hvilken måde slipper man ud af kløerne på en så dominant chef?
Renfield er gjort udødelig, og får superkræfter af at spise insekter. Nu befinder duoen sig i New Orleans, hvor Dracula rekreerer efter at være tæt på døden efter en kamp med en præst og en vampyrjæger. Renfields opgave er at finde ofre, som Dracula kan mæske sig i for at komme til kræfter. Renfields opsøgende arbejde gør, at han krydser flere personer i New Orleans, hvis liv vi følger. Vi møder bl.a. en terapigruppe, en traffikbetjent, en gangster og en FBI-agent. Herfra udstikker Renfields kamp for at få sit eget liv tilbage, mens en masse sidehandlinger præger hans tilværelse.
Det her er simpelthen en tynd kop te. Jeg har intet clue af hvem, der skulle forestille at være målgruppen for denne søgte omgang nonsens. Fans af Dracula-myten vil krumme tæer over portrætteringen af Renfield kontra Tom Waits plagede og disillusionerede tosse i Bram Stoker’s Dracula fra 90’erne. Ungdommen vil nok nærmere finde gyser-komedien plat og tidsspildende. Intet fra denne handling. Renfield har mange udfordringer. Først og fremmest er den nemlig hverken sjov eller uhyggelig. Skuespillet er så stift og ufokuseret, at man også har aktørerne mistænkt for at være i tvivl om, hvor filmen vil hen…
Karaktererne er overspillede og handlingens fremdrift er spredt ud på flere ligegyldige sekvenser. Man er ikke pudsigt nok ikke u-underholdt, når Renfield ninjaslåsser med afrevne arme som nunchakus, men helheden er substansløs og rodet. Hvad Chris McKay har tænkt og hvorfor han er af den overbevisning, at verden har brug for denne søgte fortolkning af Renfield, ja, det svar blæser i vinden. Renfield er tilfældighedernes holdeplads, og jeg tror rent faktisk, at man ville få en større oplevelse af at se filmen baglæns. Nicolas Cage plejer at kunne forholde sig ironisk distanceret til sine karakterer siden overgangen til b-roller, men der er intet sjovt at sige om præstationen her. Det kan ikke have taget lang tid at lære replikkerne udenad. Renfield bør rydde bordet til næste Razzie Awards. Det her er halvanden time, som du ikke får igen.
