Skriv en kommentar
Tredje Resident Evil film med undertitlen Extinction er en let glemt affære, der intet originalt tilføjer sin genre. Resident Evil filmtrilogien er med dette - forhåbentligt det sidste - afsnit, med mit øjemål, faldet slemt igennem.
Den gale videnskabsmand Dr. Isaacs (Iain Glen) laver i sit underjordiske laboratorium forsøg med kloninger af Alice og med zombier. Hans mål er umiddelbart at bruge Alice’ blod til at finde en modgift mod zombierne, men han er en værre en, der modarbejder sine overordnede og gør præcis som han selv vil. I virkeligheden vil hans modgift blot gøre zombierne til lydige slaver, til god arbejdskraft. Hvad hans motiv er for at være så forskruet en videnskabsmand, som han er, forekommer mig aldrig ret klart, og karakteren bliver da et tomt postulat for menneskelig ondskab.
Alice og den karavane hun tilslutter sig, er da Dr. Isaacs menneskelige modsætning i en verden hvor zombiernes overtagelse af planeten symbolsk repræsenterer den værst tænkelige naturkatastrofe i yderste konsekvens, nemlig Jordens, menneskehedens og altings destruktion.
Resident Evil trilogien er åbenlyst en hyldest til kvinden som helt, fighter og moder for en ny verden, og det har jeg intet imod, tværtimod. Men Resident Evil: Extinction mangler en større grad af desperation. Det siger jeg med tanke på hvilken enorm trussel de stakkels sidste overlevende står overfor. For mig nytter det ikke noget at Milla Jovovichs karakter Alice laver karatetricks på zombierne, da det trækker enhver følelse af skræk ud af scenariet. Når jeg tænker tilbage på Romeros Dawn of the Dead fra 1978, hvor skrækken virkelig lyser ud af de sidste overlevende og karate ikke er en realistisk mulighed, hvor zombierne er mere uhyggelige i kraft af deres dødhed end smag for at stille op som tabere i diverse slåskampe, så mangler Resident Evil: Extinction alt det, der gjorde de originale zombiefilm interessante, og ikke mindst meget uhyggelige.
Det er Resident Evil: Extinction ikke. Når filmen alligevel får to stjerner, så skyldes det de virkningsfulde chokeffekter, der som helhed, men det er også ret fattigt, er de eneste plusser ved filmen.
