Efter den succesfulde ’Ride Along’ var en efterfølger uundgåelig – og man kunne have håbet, at man denne gang havde brugt lidt længere tid på en original historie, i stedet for situations komiske øjeblikke. Men ’Ride Along 2’ kører videre i samme spor.
Den grønne betjent Bens bryllupsdag nærmer sig – og hans forlovede Tika vil gerne have lidt ro til at planlægge deres bryllup. Så da hendes politi-bror, James, skal til Miami for at fange en narkohandler, lokker hun ham modvilligt til at tage sin kommende svoger Ben med. Så de kan bonde og forhåbentlig fange en skurk- og det bliver en hæsblæsende oplevelse.
’Ride Along 2’ er en gennemsnitlig kliche-stænket buddy cop-komedie, og havde det ikke været for den komiske duo Ice Cube og Kevin Hart, så var der ikke meget at skrive hjem om. Instruktør Tim Story har hængt sin hat på makkerparrets sprængfyldte dynamik, og de redder gang på gang ’Ride Along 2’s fantasiløse scener. Ice Cube med sin afdæmpede, men cool macho-attitude overfor Kevin Harts speedsnakkende tøsedrengscharme, og især en heftig biljagt, hvor der flittigt leges med computerspil-referencer, er ganske vittigt.
Overdrivelse fremmer forståelsen og er et flittigt brugt greb til at skabe grin, men når det tager overhånd og karakterne mister troværdighed, så er det farligt for oplevelsen. Og Kevin Harts Ben er simpelthen til tider så dum, at det er umuligt at tro på karakterens geniale kompetencer i andre scener.
’Ride Along 2’ bi-roller falder generelt igennem og byder blandt andet på en usædvanlig afdæmpet og usjov Ken Jeong, en meget lidt skurke-agtig Benjamin Bratt, men dog en ganske charmende Olivia Munn som Ice Cubes James kvindelige pendant.
’Ride Along 2’ er kalorielet underholdning, der kun kan anbefales for makkerparret Ice Cube og Kevin Hart energiladede kemi.
Ekstramateriale
Blu ray'en indeholder 'Deleted scenes', 'Gag reel', 'Behind the scenes of Ride Along with us', 'Kevin and Cube: Brothers in Law', 'Inside Black Hammer Vision' og kommentarspor.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.