Skriv en kommentar
Sjældent har en filminstruktør så åbenlyst lagt sit hoved på blokken. Selvom dønningerne hviskede om visuel overdådighed og banebrydende effektmageri, stod hundredtusinder Tolkien-fans med hævede økser klar til at kløve instruktørens kranie, hvis ikke han bragte kultbøgerne til deres ret på lærredet. Men alle våben blev sænket, og de litterære nørder kunne danse omkring med filmfolket, da det i december 2001 stod klart, at Peter Jackson havde kreeret et univers alle kun kunne have den dybeste respekt for. Det lykkedes ganske enkelt Peter Jackson at visualisere Tolkiens ord på en måde så den pirrede fantasien hos både in- og outsidere.
Ingen var rigtig i tvivl om, at særlingen fra New Zealand styrede direkte imod en central plads i filmens annaler. ’De to tårne’ bekræftede kursen og gjorde sådan set ’Kongen vender tilbage’ overflødig i forhold til at skabe et mindeværdigt værk. Sejren var hus.
Og det skal Peter Jackson være glad for. ’Kongen vender tilbage’ bliver kun nemlig kun på ganske få punkter en ligeså stærk oplevelse som trilogiens første 66,6 procent.
Et af de punkter er filmens begyndelse, hvor historien om Gollum præsenteres. Gollums forvandling fra almindeligt humørfyldt menneske er en ubehagelig og dybt fascinerende oplevelse – både på det rent visuelle plan med masser af nærbilleder af den mere og mere forkrøblede Gollum og på det menneskelige plan, hvor sindets fordærvelse bakkes flot op af billederne.
Så springer filmen ellers direkte ind i handlingen. Ligesom i overgangen mellem første og anden del får seeren intet, der minder om resume i forhold til tidligere begivenheder. Den overlegenhed holder kun, fordi Peter Jackson har lavet et ærefrygtindgydende værk. Men altså Frodo og Sam fortsætter deres færd mod Dommedagsklippen for at kaste ringen i afgrunden. De har fået en vejviser i Gollum, der i sit skizofrene sind igen er blevet ond. Han vil vende Frodo mod Sam og derefter dræbe Frodo, så han kan få sin elskede ring tilbage.
Det er her, i eventyret, at filmen virkelig lever – og det har det været fra starten af ’Ringenes Herre’. Derfor er det synd, at størstedelen af filmen slår sig an på stort anlagte kampscener. I ’De to tårne’ lagde hele plottet op til det fantastiske slag ved Helms Kløft, der fungerede som et timelangt konstant klimaks. I ’Kongen vender tilbage’ hopper vi fra det ene slag til det andet, og det giver handlingen et noget abrupt flow, ligesom det til sidst gør, at man får lidt svært ved at mande sig op til kampscenerne.
Derudover så skal vi fortsat leve med de påduttede kærlighedshistorier med Aragorn i hovedrollen, mens Gimli bliver lidt anstrengende som evigt comic relief. Og så får vi en udtoning så lang og sentimental, at den slet ikke holder den følelsesladede men stadig distancerede fortællestil. Godt nok kræver en ni timer lang filmtrilogi en solid udtoning efter det markante klimaks – men her kammer det desværre over.
Når det er skrevet, så står vi stadig tilbage med en ganske god og underholdende film. Effekterne og scenografien sætter stadig nye standarter for, hvad man kan – til trods for, at enkelte blue screen-effekter ikke sidder helt i skabet. Men især menneskebyen Minas Tirith og Legolas’ erobring af en olifant imponerer. Byen for storslået scenografi og erobringen for dynamiske effekter og opløftende action.
Derudover træder hobbitterne Pippin og Merry for alvor i karakter på samme måde som Frodos tro væbner Sam. Faktisk drejer handlingen sig på en måde, så Sam står tilbage som helten – hvilket jo til dels skyldes ringens magt over Frodo. Historien sætter dermed flot figurerne i scene og giver samtlige medlemmer af Ringens Broderskab en afgørende rolle, så ingen karakterer virker overflødige i det store billede.
Og der skal ikke herske tvivl om, at Peter Jackson har instrueret sig til en afgørende rolle i filmhistorien. Den rolle, og de mange priser filmen har fået verden, over skyldes dog på ingen måde sidste del af trilogien – men trilogien som helhed.
Ekstramateriale:
Ringenes Herres volumiøse stil sætter også sit præg på DVD'ernes ekstramateriale. I tilfældet med 'Kongen vender tilbage' vinder kvantiteten desværre over kvaliteten. Disk 2 indeholder tre kortere dokumentarfilm, hvoraf den to gentager hinanden frustrende meget. Peter Jacksons beretning om, hvordan filmen gik fra tanke til virkelighed, er dog et interessant billede af, hvor få mennesker i Hollywood, der har formatet til at kigge ud over de kvalmende skabelonfilm, vi konstant skal finde os i. Den tredje dokumentar stammer fra National Geographic, som har sammensat en temmelig søgt og anstrengt sammenligning mellem figurerne i Ringenes Herre og virkelige historiske personer. Et interessant, men ret mislykket forsøg på at give J.R.R. Tolkiens fortælling et historisk perspektiv. For når alt kommer til alt, så skabes de fleste helte efter samme opskrift som den, der har skabt Aragorn. Han er intet specielt som karater - det er miljøet og mangfoldigheden, der imponerer i Ringenes Herre.
Derudover indeholder ekstramaterialet nogle små features om de enkelte karakterer i filmen. Heller ikke her rammer indholdet højt på skalaen over væsentlighed.
For de rigtig enøjede fans er Ringenes Herre skal disk 2 sikkert være guf. Jeg føler mig ikke gjort meget klogere. Men trods alt kæmpe ros for viljen til at udnytte DVD-mediet til at fylde på med det materiale, man nu har. Bare ærgerligt materialet ikke var bedre i det her tilfælde.
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF/Fox.
