Robert Altman vil blive husket for fremragende film som MASH, Nashville, The Player, Short Cuts og Gosford Park. Han efterlader et hav af spillefilm og tv-produktioner fra en lang karriere, der strækker sig over 60 år.
I 1970 fik han sit gennembrud med MASH, der blev grundlaget for den populære tv-serie M*A*S*H. Selvom filmen løssluppent og humoristisk skildrer livet i et felthospital under Koreakrigen, var den samtidig en kritisk røst i modstanden mod Vietnamkrigen. Altman fortsatte i 1970’erne med at skabe film, der var med til at ændre på den gængse tilgang til historiefortælling og stil i Hollywood. I 1980’erne stod Altmans produktioner dog i skyggen af blockbuster-genren, der vandt frem i slutningen af 1970’erne med film som Jaws, Star Wars og Superman.
Men med The Players succes hos både kritikere og publikum i 1992 var Altman atter på banen, og 1990’erne var vidne til et stærkt comeback fra den aldrende mester med film som Short Cuts (1993), Prêt-à-Porter (1994), The Gingerbread Man (1998) og Cookie’s Fortune (1999).
Selv i det nye årtusind har den altid arbejdsomme Altman sat sit afsluttende præg på filmhistorien med mordmysteriet Gosford Park (2001) og senest med A Prairie Home Companion fra i år.
Altmans arbejde er kendetegnet af instruktørens udfordring af og leg med filmens sprog og stil. Han nægtede ofte at fortælle ligefremme historier, ligesom det er tydeligt, at han i sit arbejde interesserede sig mere for karakterudvikling end for indviklede plots. Han improviserede i forhold til manuskriptet og så gerne sine skuespillere gøre det samme. Altmans helt specielle stil kom til udtryk i en nærmest hvileløs brug af panorering og zoom, bratte cuts og brug af flere kameraer til at optage samme scene for på denne måde at indfange sine skuespillere, når de var mest naturlige. Det var hans grundtanke, at en films substans bliver skabt hos skuespillerne og at filmen færdiggøres hos publikum.
Også på lydsiden gik Altman nye veje og arbejdede med lydspor i langt flere lag end normen. Han gik ikke af vejen for at lade flere personer i filmen tale samtidig, mumle eller blive overdøvet af baggrundsstøj, når de leverede deres replikker. Et eksempel på denne metode ser man allerede i MASH, hvor den allerførste dialog i filmen leveres af to personer, der taler i munden på hinanden.
Fælles for Altmans film er, at de udstråler mistillid til autoriteter og kritik af amerikansk fromhed. Han skal således have udtalt, at hvis Bush blev genvalgt som præsident i 2004, ville han selv flytte til Frankrig. Efter valget modererede han dog spøgende sin udtalelse til, at han havde ment Paris, Texas.
Robert Altman blev nomineret til en Oscar fem gange i kategorien Bedste Instruktør, men vandt aldrig. I 2006 modtog han dog en fortjent Æres-Oscar for sit livsværk indenfor film.
Robert Altman var en ener i Hollywood, til tider misforstået men altid på vej fremad. Hans film var i høj grad med til at revolutionere og inspirere filmkunsten. Han vil blive savnet.
