Skriv en kommentar
Noget af det værste der kan ske i en film er ikke, når en af karaktererne dør, nej, det faktisk når et dyr omkommer. Det er nærmest ligegyldigt om det er en hund, en hest eller et helt tredje dyr. Dette er vel fordi dyrene ofte dør på menneskers bekostning i en krig eller en ulykke, og det kan gøre helt ondt i maven, når et dyr omkommer. I Robodog har familien Austin en hund, der hedder… ja den hedder Hund (og allerede her ruller jeg med øjnene over, hvor dumt det er fundet på). Men inden for de første 5-10 minutter der dør Hund. Man vælger simpelthen, at slå hunden ihjel, fordi den bliver låst inde oppe på familiens loft, hvor der åbenbart er saunavarmt oppe. Dermed kommer filmen afsindigt dårligt fra start og herefter følger så en hel række af dårlige valg taget af filmskaberne, der gør Robodog til en af de dårligste film jeg nogensinde har set.
Faderen Tom (Patrick Muldoon), der egentlig virker dum som en dør, er samtidig en klog opfinder og har netop opfundet et genopladeligt superbatteri. Da Hund så dør bygger han i stedet en robothund, der skal være familiens nye hund. Tyler (Michael Campion), familiens søn, er til at starte med skeptisk over for den nye robothund, der kan en hel del andre ting end en almindelig hund, men langsomt lærer Tyler og Robothund hinanden at kende. Samtidig vil Toms gamle chef Mr. Willis (Wallace Shawn) stjæle superbatteriet inde i Robothund og tjene store penge på det, og det er sådan set præmissen i denne skændsel af en familiefilm.
Der er rigtig mange ting galt med Robodog og lad os bare starte med den mest åbenlyse, nemlig at Patrick Muldoon ikke kan spille skuespil. Hold nu op, hvor er han jammerlig at se og høre på. Samtlige af hans replikker føles oplæste og mekaniske, og tager jeg et hurtigt kig på hans CV, jamen så er Muldoon også mest kendt for at have spillet med sæbeoperer som Melrose Place (1992-1999) og Horton-sagaen (1965-). Det eneste der er mere mekanisk end Muldoons skuespil er den nyopfundne Robothund der nemlig kan tale. Når den taler lyder den mest som en computer eller Siri på en iPhone der læser op. Hvorfor har man valgt hunden skal tale? Den her film er fyldt med så ringe beslutninger, at man ikke kan være bekendt at vise den til sine børn. Der er absolut intet at komme efter for den voksne seer, og jeg er sgu bange for at selv børn vil finde filmen dårlig. Humoren er elendig, effekterne er elendige og skuespillet har vi allerede været omkring. Det står altså ganske skidt til, når den bedste skuespiller i filmen er hunden Mac, der spiller Hund/Robothund. Et andet kritikpunkt er lyden og musikken. Her minder det mest af alt om, at man blot har fundet noget amatør-gratis-musik på nettet, så man har sluppet for at skulle betale musikrettigheder eller få en bare halvkvalificeret komponist til at lave et bare nogenlunde score. Det minder mest af alt om en omgang Gøg og Gokke musik taget direkte ud fra gamle stumfilm, hvor musikken helst skal følge handlingens dynamik og timing. Musik, lyd og score er vigtigt for at en film fungerer, og det er Robodog et klassisk eksempel på.
Under alle omstændigheder kan jeg på ingen måde anbefale at se Robodog, for den er decideret dårlig. Der findes et kæmpe udvalg af gode børne- og familiefilm, både danske, udenlandske og animerede, som kan underholde både børn og voksne. Robodog skal man bare gå langt udenom.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
