Skriv en kommentar
Rocky Balboa er her tredive år efter boksningen blev hans redning, blevet restaurantejer og lever på det nærmeste på nostalgiens nerve. Folk gæster hans restaurant for at se mesteren i levende live og høre ham fortælle om fortidens store kampe.
Rocky selv har mistet sin elskede Adrian ved hvis grav, Rocky opholder sig meget både mentalt og fysisk. Desuden er der Paulie (Burt Young), Adrians bror, der virker som om, han er gået i stå med mistede drømme og håb. Under Rockys skygge befinder sønnen (Milo Ventimiglia) sig også. Knægten er føler sig fanget af faderens udstråling og fortid, der spærrer for sønnens nutid. Derudover fatter Rocky sympati for den søde men opgivende Marie og hendes søn, der ligesom de førnævnte får nyt håb igennem Rockys energi og energiske opsange.
Da en Sportskanal som gimmick laver en computersimuleret kamp mellem Rocky og den uovervindelige verdensmester Mason ’The Line’ Dixon, bliver Rockys energi igen ramt af at ville bevise sit værd. Og nu får han brug for alle sine venner til støtte op til den sidste styrkeprøve
I Las Vegas arrangeres der en sidste kamp for Rocky, en opvisningskamp mod de nye tiders strømlinede mester. Rocky træder i sit grå træningstøj for at bevise sit mod og sin vilje. I stort opsat musiskinfluerede scener følger vi Rockys kamp for at komme i form til sit livs sidste store kamp. En unfair kamp med en aldrende fighter mod en hurtig og spændstig verdensmester på højdepunktet af sin formåen. Men med Rocky i ringen er intet opvisning for synets skyld, det er kamp til det sidste.
”Rocky Balboa” er et drama med en vis styrke. Filmen giver sig god tid til at skildre karaktererne indgående og lader spændingen udskyde til det sidste, hvor alt koger over i velkomponerede kampscener, hvor man som seer står i Rockys hjørne og hepper på manden med hjertet på det rette sted.
Filmen, som man havde frygtet, var et gravskrift over Rocky og Stallones karriere, viser sig at være en meget medrivende boksefilm, der fører Rockymytologien videre. Filmen er således et must for fans af Rocky, men kan også ses som en enkeltstående film om med menneskelighed og hjerte at træde i centrum af sit liv og kæmpe lige meget, hvor mange slag livet giver.
Når Rockytemaet lyder, og Rocky kæmper, er det som at se en god gammel ven igen efter mange års fravær. I de øjeblikke mærker man gåsehuden rejse sig på armene, og man får lyst til at slynge et par slag ud i luften.
Vi er med filmen her, efter de mange halvligegyldige efterfølgere tilbage ved ånden fra Rocky fra 1976 (instr. Avildsen), hvor Stallone første gang viste the Italian Stallion.
Filmen viser, at Stallone virkelig har haft noget på hjertet med filmen her. Væk er de ligegyldige efterfølgere og de actionbaserede film, som Stallone også er kendt for. Her er vi nede, hvor der er en menneskelig historie at fortælle. Stallone har selv instrueret og skrevet manuskript og således afspejler filmen Stallone selv, hvilket blot bidrager til at gøre den endnu mere interessant.
Og hvad der på papiret virkede som en umulig opgave: Det at hive Rocky op af graven til de nye tider, lykkedes via kreativ instruktion og et velfungerende plot.
Rocky Balboa is back, og han har ligesom sin fader, Sylvester Stallone vist, at han er villig til at kæmpe til det sidste. For selvom Rockymytologien til tider bliver for selvforherligende og noget fortænkt, er Stallone og Rocky selv her, hvor manden er over 60, tilbage i god form.
It ain’t over till it’s over
