Skriv en kommentar
Eftertænksomhed, nuancerede menneskeportrætter og barndommens uskyld er nogle af de fine elementer, der kendetegner Carla Simóns film Romería – en sommer i Galicien.
Vi møder Marina (Llúcia García) som instruktørens alter ego, og hun beslutter at opsøge den del af sin familie, som hun ikke har haft kontakt med siden moderens død i 1986, hvorefter hun blev sendt langt væk til Katalonien til sin mors familie.
Nu, i 2004, beslutter Marina at rejse tilbage til Galicien i det nordvestlige Spanien og prøve at finde ud af, hvad der rent faktisk skete dengang – et mørktlagt kapitel i hendes opvækst - symbolsk antydet i titlen Romería, som både betyder et mysterium og er navnet på de mange landsbyfester i Spanien om sommeren, som alle spaniere elsker.
Marina ankommer ved filmens start til havnebyen Vigo i spændt forventning blandet med frygt for, hvad hun kommer til at møde, og hun modtages noget forbeholdent af sin tante og onkel, som hun skal bo hos. Her handler hverdagslivet om havet, alle har egen båd og lever hverdagen på eller ved havet, og Marina suger til sig af indtryk og forestiller sig, hvordan livet har været for hendes far.
Hun finder dog hurtigt ud af, at der er mange tabuer, der ikke tales om, og de oplysninger, hun får om sin far, passer ikke sammen og passer heller ikke til den historie, hun har fået fortalt. Derfor begynder Marina at gå sine egne veje for at finde sandheden, og her møder hun både modstand og hjælp fra uventet kant – blandt andet fra en anden tante, som også har svært ved den pæne fortielseskultur, der præger faderens familie.
Marina drages længere og længere ind i fortiden, og Carla Simón har valgt at lade Llúcia García og Mitch Martín spille både sin far og mor i 1980’erne og datteren Marina, som i sin hashrygende fætter Suso finder en allieret. I drømmeagtige sekvenser oplever både hun og vi hvordan forældrenes frie liv var, som en 1980’er-drøm af kærlighed og frihed og eksperimenter med stoffer. Rammen om filmen er dagbogsnotater fra hendes mors dagbog, som hun bruger som afsæt for de spørgsmål, hun stiller, og som også filmisk fungerer som en tidslinje.
1980’erne var i Spanien præget af det nyudsprungne demokrati, som var som at tage låget af en trykkoger efter mere end 40 års undertrykkende diktatur. Landet gik i første omgang amok i frigørelse, både seksuelt, kulturelt og med brug af stoffer. På denne måde udlevede Spanien i 1980’erne hvad vi gjorde i 1970’erne – ti år efter.
I kølvandet fulgte AIDS, her som i resten af verden, og dette var om muligt endnu mere tabubelagt i Spanien, hvor en stor del af indbyggerne stadig støttede Francos religiøse dogmer om ro og orden og bestemt ikke brød sig om ungdomsbevægelser og seksuel frisættelse.
Det var meget skamfuldt og naturligvis også skræmmende at omgås hiv-smittede personer, og der var endnu ikke nogen kur, der kunne holde sygdommen i ro.
Romería – en sommer i Galicien er på en eller anden mærkelig måde en film, der taler til os alle og har formået at genskabe noget genkendelig barndom for os. En længsel efter dengang man bare rejste med en rygsæk, følelsen af at være ung og skulle gebærde sig i en fremmed familie et fremmed sted, eventyrlysten, familiekonflikterne og sorgen over den mistede barndom formidles fint og genkendeligt filmen igennem. Filmen er en opfølger til de to tidligere succeser Sommeren 1993 (2017) og Ferskenlunden i Katalonien (2025), og skønt settingen er en helt anden, er især skildringen af børnenes liv og leg meget genkendelig.
For de, som ikke kender så meget til spansk historie, kan det måske være svært helt at forstå denne voldsomme tabuisering af emnet, og Carla Simóns ærinde er ikke at forklare os om baggrunden for, hvorfor hun tager på denne rejse. Til gengæld tager hun os med hele vejen, vi ser gennem hendes iagttagende og registrerende blik og får plads til selv at danne vores egne billeder af en tid, hvor de fleste kendte en, der var syg af AIDS.
