Skriv en kommentar
Scenen er et gammel Benedektiner kloster. Fugten driver ned af væggene i de mørke rum. Lyset flakker, en rotte piler over gulvet. Udenfor er natten blålig og tågen tæt. Trin høres på vindeltrappen. Skyggen af en kutteklædt skikkelse øjnes i det vage lys, der skjuler langt mere, end det giver bort. En dump, markant lyd efterfølges af et kort vræl. En munk falder tungt omkuld, og tv-skærmen bliver rød af blod.
Jean-Jaques Annauds filmatisering af Umberto Ecos humanistiske munke-krimi “Rosens Navn” er i sandhed et dystert bekendtskab. Lyssætningen er så udpræget baseret på naturlige lyskilder, og det vil vel og mærke sige middelalderens fakkel, lanterne og stearinlys, at alt i filmen forbliver dunkelt og klaustrofobisk. Selv dagslyset lader os kun ane dis og mørke skyer. Den eneste farve der rigtig brænder igennem er den blodrøde. Den røde farve når grisens indvolde sprættes op, når blodstænk er spor i sneen, og allermest når munken dratter til jorden i en fontæne af blod.
Lyssætningen lyver ikke. Der er noget aldeles dystert på færde i det gamle kloster. Da Fransiskaner-munken William af Baskerville (Sean Connery) og sin drenge-lærlig Adso (Christian Slater) ankommer, er en ung illuminator netop fundet død af noget, der ligner et uheldigt fald. Klostrets beboere bestyrtes men trøster sig ved, at den unge mand nu også havde noget djævelsk, ja nærmest kvindeligt over sig. Snart følger endnu et dødsfald. En oversætter af filosoffen Aristoteles’ tekster bliver fundet død af noget, der helt sikkert ikke er et uheld.
De to Fransikaner-gæster begynder at afdække mordgåden. Willam af Baskerville er den kyndige leder og Adso – og for den sags skyld os film-seere – er de uvidende iagttagere. Snart tydeliggøres de to kombattanter tro og viden. For de gamle, tradtionsbundne kristne munke er den menneskelige nysgerrighed troens værste fjende. For dem er der ingen mening i at søge viden, når man kan tro. At opnå viden vil blot resultere i tøven. Og de unge slagne mænd har netop søgt visdom, der kan drage troen i tvivl.
Filmen fungerer bedst den første times tid. Her er man fanget ind af det mørke univers, hvis beboere udgør et særegent mini-samfund i sig selv. Filmens set design af Dante Ferretti er upåklageligt og særdeles gennemarbejdet. Som det formuleres på DVD’ens ekstra materiale, er middelalderen ikke blot et baggrundstæppe til krimien men et centralt element i sig selv. Det er tidsepoken, der får filmen til at skille sig ud, og med Tonino Delli Collis blege dagslys-billeder og de blå-grå nattescener sættes en grum stemning, der varsler om tingene, der kommer. Kameraet er intimit fint-følende og bliver aldrig hverken pompøs eller banalt.
Halvvejs inde i filmen aftager spændingen markant, og hverken miljøskildring eller fotografi kan rigtig redde dette. Det bliver hurtigt klart, hvad der er på færde, og hvad der først virker som et klogt valgt – den spartanske lyssætning – bliver et tilbagvendende irritationsmoment. Krimien forenkles og perspektiverne stilles lidt for skarpt op. Det samme gælder James Horners soundtrack, der kun er med til at gøre endnu mere eksplicit, hvad der allerede er overbetonet. At Annaud har valgt en let fordøjelig slutning gør absolut ikke tingene bedre,
Rosens Navn er en hyldest til litteraturen og til visdommen – også til den visdom, der kan være farlig, fordi den får mennesket til at tvivle på sin gud og på sig selv. Som spændingsfilm er den middelmådig, som tidsdokument om middelalderens munke-strid interessant og på nogle punkter enestående.
Ekstramateriale:
I filmens kommentatorspor gennemgår instruktør Jean-Jacques Annaud mange aspekter af sit arbejde med Rosens Navn. På sit lidt vanskeligt forståelige engelsk kommer han rundt om filmens design, rollebesætningen (han fortæller blandt andet, at han ikke ville have Sean Connery med, fordi han var for meget knyttet til 007-rollen) og om de mange forberedelser, der måtte finde sted for, at filmen skulle imødekomme den historiske acurattese, der var så væsentlig for Annaud. En anden, lidt mærkværdig, anekdote, er Annauds fortælling om sex-scenen mellem Adso (Christian Slater) og bondepigen (Valentina Vargas). Efter sigende bedte Annaud Vargas om ikke at drøfte med Slater, hvad der skulle ske, således at der var en virkelig spænding i samspillet, et virkeligt tab af dyd. Genser man scenen, virker Christian Slater da også ret betuttet i situationen.
Den 46 minutter lange “The abbey of crime” omhandler efter sigende, hvordan Ecos bog bliver til film. Det vil dog være mere rigtig at karakterisere det tysk-producerede ZDF-program som en regulær behind-the-scenes, hvor indspilningen følges i kronologisk rækkefølge. Programmet indeholder nogle enkelte interviewbidder med Umberto Eco, men det er andre scener, der gør programmet seværdigt. Her skal blot nævnes en ret afslappet kor-øvelse med Sean Connery og en aldeles svagtseende Feodor Chaliapin Jr.
Foruden filmens oprindelige trailer, finder vi på ekstra materialet også en såkaldt “Photo Journey” med instruktøren (16 min.). Den består af, at Jean-Jacques Annaud her 18 år efter indspilningen af filmen kigger på oprindelige stills fra optagelserne og kommer med bemærkninger og anekdoter. Nogle er rimelig interessante, andre er direkte ligegyldige. Igen får vi fortællingen om Slater og Vargas, men også nye beretninger kommer til, såsom historien om hvordan en vigtig reproduktion af en illustartion fra en af bøgerne i filmen blev stjålet og måtte genskabes, hvilket tog kunstneren et helt arbejdsår (!).
Alt i alt er jeg ganske godt tilfreds med ekstra materialet. Det kommer vidt omkring og indeholder indtil flere betragtninger, der giver en lyst til at se filmen på ny. Jeg vil give * * * * * til ekstra materialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
