Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er en af de helt store amerikanske komedieklassikere der nu udkommer på DVD herhjemme. Samspillet i en hel række film mellem Jack Lemmon og Walter Matthau er i dag legendarisk, og måske er det specielt i mødet med ”Ryd Forsiden”/”The Front Page”, at man forstår hvorfor.
Instruktøren Billy Wilder var blot en ud af mange der prøvede kræfter med ”The Front Page”, der først fejrede triumfer på scenen og siden hen blev udsat for en hel række spille- og TV-film. Wilder, der altid har formået at få klassefilm ud af hollywoodapparatet (”Sunset Boulevard” (-50), ”Some like it hot” (-59)), går i direkte klinch med det kommunist-forskrækkede USA, det sensationshungrende USA, og ikke mindst med et politisk system der er mere forhippet på magt end på reform og kvalitet i nogen forstand. Og det gøres meget, meget veloplagt og meget, meget morsomt.
Vi er i 20-ernes Chicago. Pressens mænd sidder i domhusets presserum og skal have natten til at gå, for næste morgen skal Earl Williams (Austin Pendleton) henrettes ved hængning. Earl har skudt en politimand ved et hændeligt uheld. Men der er snart valg, og så er det meget belejligt at kunne fange en virkelig kommunist, førend hans anslag mod det frie samfund griber om sig. Pressen ved at historien er løgn, og politikerne ved, at de ved det. Men en sådan viden sælger ikke aviser; det gør til gengæld en flugt, en sentimental kærlighedshistorie på dødsgangen og åbenlyst korrupte politikere og embedsmænd. Inden natten er omme har vi været hele arsenalet igennem.
Superjournalisten Hildebrand ´Hildy´ Johnson (Jack Lemmon) siger op. Han har fundet den skønneste kvinde, og skal nu giftes. Hans redaktør Walter Burns (Walter Mathau) er rasende. Nu havde han lige regnet med at skulle pryde forsiden med et billede af Earl Williams hængende i galgen – skudt med skjult kamera af Hildy. Og i øvrigt er Hildy hans bedste reporter.
Scenen er nu sat; på domhuset skåler Hindy en sidste gang med de snart forhenværende jorunalist-kollegaer fra konkurrerende aviser, alt imens Walter Burns udtænker snedige og dybt umoralske måder at fastholde Hindy på. Men svært er det ikke for Burns, for i virkeligheden sidder der en reporter dybt inde i Hildy, der først og fremmest vil den gode historie, om han så skal gribe dybt ind i begivenhederne selv. Det er lige før, man får ondt af den evigt ventende kvinde, Peggy Grant i Susan Sarandons skikkelse. Men også kun lige.
Vel bygger filmen tydeligvis på et stykke for scenen – der er få og mest indendørs locations, og mange, mange ord. Ikke desto mindre har Billy Wilder en mesters blik for at anbringe kameraet overalt på og ikke udenfor ”scenen”. Ligeså livligt og virtuost det ordrige samspil, eller rettere modspil Lemmon og Matthau giver hinanden er, lige så virtuost ”usynligt” arbejder kameraet og klipningen. Wilder har tydeligvis fornemmet, at han her står overfor et usædvanligt par, som han på ingen måde skal stå i vejen for, men tværtimod hjælpe på vej på bedste måde. Og det sker fra først til sidst.
Lemmons og Matthaus skikkelser er bestemt ikke moralsk uangribelige. De er ikke gode hovedpersoner i traditionel forstand – det burde være fremgået ovenfor. Til gengæld opvejes deres higen efter at sælge aviser med stort set alle midler af, at de faktisk får gjort det rigtige for den dødsdømte og overfor de korrupte politikere. Er det en slags sidegevinst de og vi derved opnår?! Det kan være. Det kan også forholde sig sådan, at stykket og ikke mindst filmen er skruet så djævelsk godt sammen, at den fortæller, at al den snedighed, kreativitet og enorme engagement, som de herrer Hildy og Burns kan opvise, uværgeligt munder ud i det gode. Det er desværre nok ikke rigtigt, at tilværelsen er skruet sådan sammen – men hvor ville det være herligt!
På DVD-ens ekstramateriale er en velskrevet gennemgang af ”Front Pages” mange filmatiseringer, ligesom filmens centrale skuespillere på samme måde portrætteres. Altså en hel række sider med tekst.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
