Skriv en kommentar
Jeg sætter stor pris på den første Sådan træner du din drage (2010). Det er en eventyrlysten tegnefilm med et stærkt venskab mellem en dreng og hans kæledyr i centrum. Den har en visuel stil, der præsterer at gøre både vikinger og drager skiftevis frygtindgydende og charmerende. Derfor var jeg naturligvis også nysgerrig over hvordan nummer to ville være.
Sådan træner du din drage 2 samler op et stykke tid efter nummer et. Dragerne er nu blevet en integreret del af livet i vikingelandsbyen. Hikke bruger det meste af sin tid på at udforske og kortlægge verden omkring landsbyen. På en af sine togter opdager han dog, at der er flere drager, og flere mennesker med specielle forhold til dem, end han forventede. Han møder både en dragetæmmer, der lever symbiotisk med dragerne, og en krigsherre, der undertvinger dem for at bruge dem til krig.
Naturligvis giver det plads til masser af dragebaseret konflikt og action, og folk farer frem og tilbage på deres bevingede væsener. Det er fin action, omend jeg aldrig rigtigt føler den samme forbindelse, som var kernen i den første film. Sådan træner du din drage 2 har konflikten og action i centrum, hvorimod nummer et havde forholdet mellem Hikke og hans drage som kernen. Der er stadig øjeblikke mellem de to, og de virker da som gode venner, men det er aldrig lige så magisk, som blomstringen af deres venskab i nummer et.
Til gengæld er action skruet helt op i gear, og der er nu flere fantastiske flyvescener med et utal af drager til at fylde billedet. Generelt er det aldrig unødigt kaotisk, og det er god underholdning med alle de farverige drager, der farer gennem billedet. Konflikten i sig selv virker måske lidt tynd, blandt andet fordi vi overhovedet ingen ide har om geografien af det her land. Tilsyneladende er alle inden for en dagsrejse enten på drage eller skib, så tid og sted flyder lidt underligt ud.
Der bliver introduceret et par nye roller til filmen, men ligesom mange af birollerne fra nummer et bliver de hurtigt ligegyldige i forhold til Hikke. Den primære undtagelse er dragetæmmeren, som har et nært forhold til Hikke, men som desværre bliver helt skubbet væk i løbet af filmens afslutning. Det er specielt ærgerligt siden dragetæmmeren ser fantastisk ud og bevæger sig på en helt fantastisk måde.
På samme måde får birollerne fra nummer et heller ikke meget plads til at udfolde sig. Specielt virker Hikkes kæreste, Astrid, helt ubrugelig på trods af, hvor mange scener hun stikker hovedet ind i. Det er ærgerligt, at en så herlig personlighed fra nummer et bare er reduceret til “Hikkes kæreste” her.
Jeg lyder som om, at jeg er utilfreds med filmen, og det er jeg også, men kun fordi mine forventninger var høje. Som en tegnefilm, der skal underholde børn er den fin, farverig og spændende. Som en fortælling, der helst skulle levere mere end bare underholdning, falder den desværre til jorden.
