Skriv en kommentar
Det er yderst sjældent vi får en hel film set næsten udelukkende gennem en retssal, som rummer alle de spørgsmål med såkaldte retfærdige domme, som vi også kan se i Københavns Domhus retssal, 60 – Jørgen Haugen Sørensens ”Trængsel ved dumhedens port” og ”Vidnerne” – der her forsøger at gemme sig bag hinanden.
Filmen starter i nattens usikkerhed, hvor vi ser en mørk kvinde dragende og målbevidst gå på stranden med hænderne fulde og lyden af havet kommer tættere og tættere på publikum, og med ét er vi i en lejlighed hos en anden sort kvinde, som vågner op dramatisk – og jeg stod tilbage med et spørgsmål: Var det en drøm? Scenen er trukket op – med to sorte kvinder: Laurence og Rama.
Rama (Kayije Kagame f. 1987) er forfatter og gravid - hun drager til Saint Omer tæt på den belgiske grænse, for at følge en retssag, hvor hun vil inspireres litterært i retssalen, da den 23-årige Laurence Coly (spillet dokumentarisk af Guslagie Malanda f. 1990) skal forsvare drabet på sin femten måneders datter, som hun druknede i havet – ”på et tidspunkt hvor jeg vidste, der var tidevand.” – og vi får med det samme at vide, at sagen afgøres ved en nævningedomstol. Hun forlod Senegal for at møde den nye verden i Paris.
Vi får på tætteste vis indblik i begge parters sag – barnets mor og far – og jeg har aldrig før set en tiltalt kun kigge mod venstre uden en eneste rynken – men i samme toneleje besvare alle spørgsmål – i et retslokale, hvor væggene er brune, hendes bluse er brun, og hendes hud er brun, hendes indespærrede bur er brunt – kun hendes hår er knald sort og de håndjern hun føres ind i, er metallisk.
Hun forklarer nævninge og de implicerede i sagen, at det var en trolddom og en forbandelse, der fik hende til skille sig af med barnet – for at gøre livet lettere at leve i et klassedelt Frankrig – og faderen, Luc Dumontet (Xavier Maly f. 1958) er en 57-årig gift mand med voksne børn – som hun åbenbart blev forelsket i, da hun laver mad til hans datters bryllup. Og dommeren har mange dybtgående spørgsmål til dem begge – og bl.a. hvorfor Luc Dumontet blev ved med at spørge: hvad vil du gøre, når du får barnet – ikke hvad vil vi gøre.
Jeg synes slet ikke det er nødvendigt, at vi hører om Ramas overvejelser med sit gravide barn på hotelværelset og undervisningen i forfatter Duras liv gennem kunsten – da den sanselige historie om Laurence Coly er nervepirrende i sig selv – og den bygger på en virkelig historie fra en lignende sag fra august 2014. Og filmens vigtigste tema bliver forenet i slutningen – da Laurences forsvarsadvokat (Aurélia Petit) stirrer os ind i øjnene, og proklamerer til os vidner, vi gemmer os bag hinanden – at en sort kvinde må være med til at bygge bro i det universelle livsforløb med et videnskabeligt traume og gøre verden større og mere retfærdig uden at skelne farver og klasser.
På smukkeste vis slutter filmen til tonerne af Nina Simones ”Litte Girl Blue” af Rodgers/Hart fra 1959:
Sit there, count the raindrops
Falling on you
It´s time you knew
All you can ever count on
Are the raindrops
That fall on little girl blue
En film for alle danske dommere.
