Skriv en kommentar
Når jordskælv rammer Californien
Hoover-dæmningen på grænsen mellem Nevada og Arizona bliver ramt af et kæmpe jordskælv med 7.1 på Richterskalaen, selvom seismologen Lawrence Hayes (Paul Giamatti) er til stede og når at forudse det komme ud fra en ny forudsigelsesteori. Hayes finder lidt efter ud af, at kontinentalpladerne ved San Andreas-forkastningen i Californien er ved flytte sig og dette, forudser han, vil medfølge flere masseødelæggende jordskælv over 9.0 på Richterskalaen, hvor rystelserne vil kunne mærkes på USA’s østkyst.
Samtidigt planlægger redningshelikopterpiloten Raymond "Ray" Gaines (Dwayne Johnson) en tur med sin datter Blake (Alexandra Daddario), men bliver kaldt på arbejde. Da Ray ligger i skilsmisse med konen Emma (Carla Gugino), der allerede har fundet sig en ny kæreste, Daniel Riddick (Ioan Gruffudd), tilbyder Daniel at tage Blake med til San Francisco i stedet for Ray.
Da første jordskælv som forudset indtræffer, strander Emma i en skyskraber i Los Angeles, som langsomt falder fra hinanden. Til alt held sidder Ray i sin redningshelikopter i nærheden og svinger forbi og redder Emma i sidste øjeblik (filmens mest intense og medrivende scene, selvom stærk urealistisk!). Samtidigt sidder Blake fastklemt i en bil en parkeringskælder under en anden skyskraber i San Francisco. Nu sætter Ray og Emma ud efter at redde Blake, men det hele kompliceres yderligere, da det historiske højst målte jordskælv rammer Californien. Vil de nogensinde bliver forenet som familie igen i alt kaosset?
Rystende film
Hvor katastrofefilmen de senere år har været forbeholdt instruktøren Roland Emmerich (Independence Day, 1996, Godzilla, 1998, The Day After Tomorrow, 2004 og 2012, 2009), har genren sit udspring tilbage til Noah's Ark (1928), King Kong (1933) og The Last Days of Pompeii (1935). Genren blev for alvor populær med 1970’ernes Airport (1970), The Poseidon Adventure (1972), Earthquake (1974) og The Towering Inferno (1974), og har siden med jævne mellemrum fundet vej til lærredet, for eksempel i 1990’ernes Twister (1996), Titanic, (1997), Dante's Peak (1997), Armageddon (1998) og Deep Impact (1998), og senest War of the Worlds (2005), Cloverfield (2008), Battle Los Angeles (2011), The Impossible (2012) og Pompeii (2014).
Niveauet i alle disse film og de andre i genren svinger naturligvis gevaldigt, men fælles for dem alle er næsten altid temaet om, hvordan vi mennesker på tværs af køn, alder og etnicitet pludselig må holde sammen og hjælpe hinanden i nødens stund, når katastrofen indtræffer. Om det er en naturkatastrofe på jorden (Dante's Peak), en truende asteroide fra rummet (Armageddon) eller rumvæsener på uvenligt besøg (Independence Day).
Fælles for filmene er også, at vi følger de normale menneskers dilemmaer og problemer, men når katastrofen indtræffer bliver disse pludselig bagateller ved siden af. Historierne er ofte forankret i en families desperate kamp for overlevelse og for at finde sammen. Familierne er ofte adskilte eller næsten adskilte, men bliver i løbet af filmen forenet igen, stærkere end før.
Katastrofefilm får ny betydning
San Andreas derimod sætter nye standarder for ordet katastrofefilm, og giver ordet en helt ny betydning: de er nemlig en katastrofal dårlig film!
Begyndelsen af filmen, hvor Ray bliver introduceret i en fuldstændig vanvittig heltedåd, fristes man mere til at slå sig selv på panden med håndfladerne end at benytte selvsamme håndflader til at klappe med. Det hele virker kikset og ”over-the-top”. Det er bare en tand for usynligligt, når Ray hænger i en wire med en kvinde i armene og stadig har overskud til at give en ”thumbs up”. Værre bliver det et par scener længere henne, når muskelbundtet Dwayne Johnson sætter han sig på kanten af sengen og helt rørstrømsk kigger på gamle familiefotos. Hvor er min brækpose?
Giamatti er videnskabsmanden, der har forstand på jordskælv og mener, at han nu kan forudsige dem. Lidt ligesom Jeff Goldblums David Levinson i Independence Day. Giamatti virker dog overhovedet ikke overbevisende i sin rolle, der må være den svageste præstation i hans karriere. Når han står på Hoover-dæmningen og gelejder folk i sikkerhed og redder en lille pige fra den sikre død som en anden actionhelt, skyder han helt ved siden af.
Replikkerne er sommetider tåkrummende og kvalmende (”The reason I didn’t have kids was becuase I was too busy raising buildings”) og når man ikke ved, hvordan nogen skal komme ud af en bygning, så er det godt man har et filmisk værktøj kaldet klipning, som kan løse dette dramatiske problem. Men mest af alt, har jeg aldrig set så mange ting falde ned fra bygninger uden at ramme nogle eller give en skramme på nogle af vores hovedpersoner.
Instruktøren hedder Brad Peyton, som tidligere har stået bag Cats & Dogs: The Revenge of Kitty Galore (2010), som jeg har haft ”fornøjelsen” at anmelde, og familieeventyrfilmen Journey 2: The Mysterious Island (2012). Det forklarer i virkeligheden en del!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
