Skriv en kommentar
Bliver James Camerons navn nævnt i forbindelse med en hvilken som helst film, ved man næsten på forhånd, at scenen er sat til bombastiske historier, eksekveret med imponerende tekniske remedier. Som executive producer på Sanctum har Cameron ikke just siddet i den bestemmende instruktørstol, men filmen er blevet optaget med det samme 3D-udstyr, som blev udviklet til blockbusterbomben Avatar. Dette udstyr er behændigt nok specielt designet til at skyde under ekstreme forhold. Det er nok meget hensigtsmæssigt, da Sanctums basale omgivelser hovedsageligt er grotternes komplekse undervandsverden.
Filmen centrerer sig omkring en gruppe passionerede grottedykkere, som har kastet sig ud i en farefuld ekspedition i et af de mest uudforskede og mindst fremkommelige grottesystemer i hele verden. De lever for de uopdagede horisonter og ånder for den krævende udfordring. Drømmen er at slå gældende rekorder og måske tilmed finde skjulte grottesystemer med hemmelige floder og gemte passager. Udfordringen viser sig dog at være anseligere end først ventet, da en tropisk storm forvandler sig til en tropisk cyklon og blokerer deres vej ud af grotterne. Vandstanden stiger i takt med, at iltbeholdningen falder, og det eneste eventuelle exit er at bevæge sig ud i uvisheden, i underverdenens uvisse land. Hvis heldet tilsmiler sig dem, finder de en brugbar luftlomme eller en hjælpende flod ud til havet. Hvis ikke, møder de deres fortvivlende endeligt i vandenes ubønhørlige mørke … Det kræver både snilde, kundskab og vilje at navigere rundt i et så fremmed landskab, og derfor er truppen godt stillet med mesterdykkeren Frank ved styrepinden. Han er en på overfladen kold og kynisk mand, men hans blændende ekspertise og ekskvisitte overlevelsesinstinkt indgyder bastant respekt i truppen på trods af den ulmende modstand mod ham. Hans 17-årige søn, Josh, er fremmedgjort overfor faren, som han anser som værende distanceret og narcissistisk, men indser gradvist, at faderen ikke er total Mr. Bad Guy, men indeholder også en klippefast styrke og en beundringsværdig overlevelsesvilje, som ikke kan undgå at inspirere. Således er Sanctum, foruden at være en spændingsfilm med fornavn hæsblæsende spænding og efternavn virtuos visualitet, også en film om et kompliceret fader-søn-forhold, som udvikler sig fra komplet uvenskabeligt til bevægende solidarisk.
En sandhed med modifikationer
Baggrunden for Sanctum skal spores tilbage til 1988, hvor den rutinerede huledykker og denne films manuskriptforfatter samt producer, Andrew Wight, vovede sig up på en eventyrlig ekspedition ned i et fjernt hulesystem i Australien. Ligesom i Sanctum blev truppen midtvejs i projektet overrasket af en voldsom storm, der fik indgangen til at falde sammen. En heftig redningsaktion blev sat i sving, og hele gruppen på 15 mennesker blev glædeligvis reddet op. Denne grufulde oplevelse satte dog dybe spor i Wight, som fik ideen til at lave en film bygget op over denne monumentale erfaring. Han kontaktede kollegaen James Cameron, med hvem han havde testet og videreudviklet 3D-teknologien på Camerons dokumentarfilm Ghosts of the Abyss (2003) og Aliens of the Deep (2005). Sammen med manuskriptforfatteren John Garvin omsatte Wight sine ekstreme oplevelser til en medrivende spændingsfilm, hvor hovedvægten på den ene side blev lagt på menneskets elementære overlevelsesmekanismer, når disse bliver konfronteret med naturens astronomiske råstyrke, men på den anden side blev fokusset tilmed bygget op omkring en coming of age historie, hvor den unge fyr Josh skal finde sin individuelle plads i en tilværelse, hvor det definerende forhold til faderen er mildest talt forkrampet. De benhårde oplevelser stadfæster dog fundamentale samarbejdsevner og en vigorøs overlevelsesvilje som uafviselige faktorer i en barsk, skånselsløs survival of the fittest-kamp, som udfolder sig i en udenforstående, farlig verden, hvor kun faderen er tilnærmelsesvist fortrolig med spillereglerne. I modsætning til virkelighedens salige slutresultat, rammer Sanctums fangede dykkertrup ikke den ultimative overlevelsesjackpot. Dette knap så nådige resultat er dog med til at give filmen det ekstra lag af suspense, nerve og gennemslagskraft.
Barn til voksen historie i en undervandsverden
Sanctums allerstørste force er dens helt exceptionelle underholdningsværdi – fra start til slut sidder man og følger engageret og indlevet med i fortællingens mere og mere spændende forløb; man sveder tran over truppens anstrengelser, bider febrilsk negle over de uundgåelige farer, holder vejret anspændt over stadig opdukkende problemer samt holder hænderne rystende for øjnene, når vanskelighederne bliver for utålelige. Historien folder et sandt terrortæppe ud, hvor hjertet lige når at genvinde sin normale pulsrytme, og åndedrættet slapper tilpas af til det stabiliserede, før begge dele bliver aktiveret hurtigt igen, når filmen kaster endnu en tilsnigende krise i hovedet på gruppen og publikum, hvis kraft og omfang, man selv, og truppen med, ikke havde afventet. Det er som sådan den traditionelle spændingsmodel for en film af denne slags – adrenalinjagtende skrækscener, der bliver afløst af mere aflastede sikkerhedsøjeblikke, men som ligeså snart igen erstattes af endnu værre katastrofemomenter. Man får dog på intet tidspunkt tilbudt en vedvarende sikkerhedssele, men bliver konstant holdt håbløst dinglende over uvishedens afgrund. Man holder sig krampagtigt fast til håbet, men undrer sig over, om/hvis/når filmen slipper taget i sine aktører og publikum igen og smider hermed begge to ned i et fortvivlelsessvælg. Det er denne spændingsprægede og usikkerhedsfarvede kurve, der tilfører filmen en usammenlignelig dynamik og klæber sit publikum fast til sig i en kontinuerlig, opskræmmende forventning om, hvad der kommer til at ske.
Som det oftest er tilfældet i actionprægede ensemblefilm, hvor en gruppe mennesker skal kæmpe og overleve sammen, bliver der ikke just fokuseret indgående på karaktererne eller deres personlige udvikling. Bevares, man danner sig hurtigt et fyldigt indtryk af de to hovedpersoner, Frank og Josh, men de øvrige aktanter forbliver mere eller mindre anonyme statister i den centrale historie, som er forholdet mellem en hårdfør, frigid faderskikkelse og hans forsømte, idealistiske søn. Det gør som sådan ikke noget, da filmen allerede i indledningen etablerer denne relation som den essentielle. Da den derudover er den mest gribende binding i filmen, er det kun et plus, at den løber af med al opmærksomheden. Både Richard Roxburgh i rollen som den robuste Frank samt Rhys Wakefield som hans altruistiske søn Josh spiller godt og koncentreret. De er begge australiere og ukendte skuespillere på disse breddegrader, men denne anonymitet er blot med til at give deres præstationer mere kredibilitet og gennemslag. Til gengæld er Ioan Gruffudd, som du måske kender som superhelt i The Fantastic Four-filmene, fuldstændig fejlcastet i rollen som den dumdristige Carl – han overspiller ganske enkelt i de mest signifikante scener og forringer hermed betragteligt den samlede oplevelse af dem. Hans indsats er så ringe, at alene hans dårlige arbejdsydelse trækker en hel stjerne fra i min endelige bedømmelse.
Det visuelle og det narrative
Visuelt set er der blevet kælet for den realistiske vinkel – miljøet er klustrofobisk overbevisende. På intet tidspunkt tvivler man på autenciteten i det sete, og denne ægthedsetablering skaber en tillidsvækkende alliance mellem filmen og publikummet. Til gengæld skal man ikke forvente at se fantastisk overdådige 3D-shots af en farverig og eksotisk undervandsverden. Det er alene grotterne, som fremstår en anelse attraktive, om end fremstillingen af disse heller ikke har fået det ekstravagante eller fotogene touch. Faktisk skal man ikke lade sig snyde af markedsføringsstuntet om, at den avancerede 3D-teknologi i denne film har taget afsæt i dén, der blev udnyttet til fuldkommenhed i Avatar. For så bliver man ekstraordinært skuffet. Billedsiden i denne film når ikke Avatars til lilletåen, og i det store og hele blev overtegnede en smule skuffet over, hvor lidt pomp og pragt der var over billedsiden. Generelt er det mørkt og enstonet i de fleste af filmens scener, og det var alene enkeltstående kompositioner, som skilte sig ud og efterlod et bemærkelsesværdigt aftryk i den æstetiske oplevelse af Sanctum.
At Andrew Wight er en uerfaren grønskolling, når det kommer til manusskrivning, er Sanctum et prangende eksempel på. Flere gange i filmen bliver fåtallige kendsgerninger skåret så skarpt ud, at man til sidst har lyst til at råbe til biograflærredet: Vi har fattet det, har du ikke fattet, at vi har fattet det? Denne dialogiske gentagelsestvang kommer i særdeleshed til omklamrende udtryk i startsekvenserne, hvor man flere gange verbalt får eftervist, at Frank er det ypperste dykkergeni, som intet væsen uden gæller kan tåle at konkurrere med. Hermed spænder den sædvanlige og sædvanligvis plotforstyrrende ”vi tager ekspresvejen og fortæller det, men viser det ikke” - fælde ben for filmen. Om det var rendyrket storhedsvanvid eller simpel utænksomhed, som ansporede Wight til denne brist, skal forblive usagt. At det er både irriterende og overskydende, skal til gengæld siges klart og tydeligt. Dialogen føles desuden til tider opskruet og hovedkulds, som når Frank i en af slutscenerne skal forklare sig for sønnen. Her bliver der skruet op for den sentimentale volumen, og i stedet for den tiltænkte følelsesfulde effekt, bliver man snarere tændt af. Filmens unødigt demonstrative epilog understeger også denne tendens. Man havde forstået pointen - der var ingen grund til, at den skulle slås fast med ord. Man føler sig desværre talt ned til, men samtidigt er det, som om filmen tumler med selvtillidsproblemer, for den skal lige accentuere sit budskab igen ... og så en gang til. Det lægger unødvendigt at sige en mærkværdig, men følelig unaturlighed og konstruktion over visse dele af filmen. I den grad, at denne anmelder reducerer den samlede bedømmelse af filmen med endnu en stjerne. Dog skal det nævnes, at filmen også byder på flere utrolig flotte og følelsesvridende scener med stor power i både det visuelle og narrative udtryk.
Ikke desto mindre er Sanctum en helt igennem nervepirrende og sugende oplevelse, som holder din interesse og indlevelse intakt hele forestillingen igennem. Der er tilpas med action, patos og konception i filmen, til at man tilgiver de føromtalte svagheder. Da rulleteksterne afrundede forestillingen, fangede jeg mig selv i at ønske mere, meget mere og bevægede mig kun nølende ud af biografen. Denne er måske den bedste indikator på, hvor effektfuld en film Sanctum egentlig er.
