Skriv en kommentar
Hvor skal man begynde med Saw 3? Det er der tilsyneladende heller ingen på produktionsholdet der har vidst, for filmen snor sig rundt i mærkelige intro-forløb før den al al al for sent går igang. Da den så starter rigtigt tager det ikke så lang tid før den når til afslutnigen der så igen roder rundt i forskellige plothuller der skal udfyldes og karakterer der død og pine skal snørres og snydes med en tilsyneladende uendelig række af ligegyldige og forudsigelige twists og krampagtige forsøg på sammenfatning.
Jep, vi er tilbage i samme manege som tidligere. Saw-franchisen byder på endnu et nogenlunde godt udgangspunkt for en historie, endnu et par udmærkede ideer, endnu en gang heftig splat og endnu engang er alting syltet til af en ovenud elendig udførsel. Darren Lynn Bousmann viser lige så eftertrykkeligt som i 2eren at han ikke burde befinde sig bag et kamera. Alting og jeg mener virkelig alting i denne film bliver ødelagt af Bousmanns fanatiske hengivenhed til flash-klipning, fast-motion, slow-motion, høje lyde, blinkende ting og alle mulige andre smagløse stykker glasur han har set på MTV. Nuvel nuvel, historien er i sig selv fin nok. En mand der har mistet sin søn til en flygtbilist får af den stupide ”intellektuelle” skurkefyr, Jigsaw, muligheden for enten at redde de involverede i uheldet eller se dem dø en pinefuld død. Oceaner af moralske overvejelser kunne følge med, men ikke her. Næ, i stedet får vi bare tre opsatte scener i hvilket forløbet er nøjagtig det samme. Og i øvrigt hvor vor ”hovedperson” ikke tænker, udvikler sig eller egentligt gør andet end at flæbe og kigge på.
Dertil kommer at Bousmanns ”stilistiske” arbejde søler alting til på en måde der gør det fuldstændig umuligt at finde ud af hvad der foregår. Hver eneste gang et offer er opspændt i en af Jigsaws torturmaskiner og panikken begynder at sætte ind, så eksploderer filmen i råb, skrig, blinkende billeder, opspeedede panoreringer og alt for høje lydeffekter. Det er lavet nøjagtig som i de andre film, det er blot endnu mere irriterende.
Problemet med Saw-filmene er at de hverken holder som spændings-gysere, psykologiske thrillere eller regulær splat. Tredje og desværre ikke sidste kapitel i serien byder på det bedste splat indtil videre og er klart den mest vulgære af de tre film, men Bousmanns latterlige fingre og insisteren på at gøre filmen både alvorlig og Jigsaw intellektuel ødelægger den som splatterfilm. Der er ingen anden humor end de grin der opstår ufrivilligt fra filmens side når skuespillerne falder igennem eller vi får et flashback til noget der lige er foregået. Som splat holder den ikke, som thriller er den for dum og som gyser er den bare forudsigelig og kedelig – og igen med for dårligt skuespil.
Tro det eller lad være, men jeg morede mig rent faktisk da jeg så filmen. Det var dog udelukkende fordi den er så fantastisk konsekvent i sin elendige eksekvering. Absolut kun anbefalet hvis du grinte af de to første kapitler i serien.
