Skriv en kommentar
Viljestærk iransk pige
Den iranske pige Sepideh drømmer om at blive astronaut. Hun bruger al sin fritid om dagen på at studere astronomi og aftenener på at studere stjernehimlen. Hun spejler sig i sit største idol kvinden Anousheh Ansari, som blev den første iraner i rummet. Men som kvinde møder hun modstand i det iranske samfund med den traditionsbundne kultur, men Sepideh besidder viljestyrke til at forfølge drømmen og lader sig dog ikke kue af de iranske normer.
Sepideh mistede sin far nogle år tilbage og bor sammen med mor og sin bror. Tabet af sin far har gjort hende mere viljestærk og besluttet end de fleste andre iranske piger på hendes alder. Og sin mor for den sags skyld. Hendes far havde altid talt om, at hun ville blive til noget særligt. Men i farens fravær tilkaldes hendes onkel som den rådgivende magt i hjemmet, og det det i den grad mødet med de iranske traditionelle dyder.
Da onklen hører, at hun går alene ud om aftenen/natten for at se på stjerner, gør han tingene klart: ”kan du ikke huske jeg fortalte om hende pigen der blev slået ihjel?”. Herefter lægger han ikke fingre imellem ved at sige, at hvis Sepideh ikke bliver hjemme om natten, vil han personligt slå hende ihjel selv. En besked man som ung den Sepideh kan forstå, men har svært ved at accepterer. Da Sepideh fortæller hun har fået et ægteskabstilbud, lægger onklen heller ikke fingre imellem: ”hvis jeg ser jer gå sammen, brækker jeg hans ben”. Nej, man skal ikke færdes sammen med mænd, når man er ugift!
Onklen er dog ikke rendyrket ondskab, men repræsenterer blot de iranske værdier. Senere viser han både medfølelse, forståelse og kærlighed.
Sepideh får hjælp fra hendes protegé, fysiklæreren Mr. (Asghar) Kabiri, der på tyvende år kæmper for at få færdiggjort hans observatorium på bjerget bag byen. Observatoriet står halvfærdigt og ligner en ruin. Hvad skræmmende er, at dette bygningsværk dermed ikke er meget forskelligt fra resten af byen Sa’adat Shahr syd fra Teheran. Folk bor i faldefærdige bygninger og ejer næsten ingen møbler.
Allegorisk fortælling?
Sepideh – Drømmer om Stjernerne står som en allegori over nutidens iranske samfund og kultur. Iran er fortsat bundet op omkring strenge faste traditioner, en urokkelig kulturel arv og en religion, der synes indspist i næsten alle facetter af samfundet. Sepideh står som en lysende stjerne og kontrast midt i det gammeldagske samfund. Hun står som et symbol på moderne tider og hendes lidenskab ”verdensrummet” virker som en allegori over hendes drømme om at komme væk fra Iran. At få lov til at være en selvstændig og fri kvinde.
Det iranske samfund bliver skildret nøgtern. Vi møder det iranske folk og de iranske kvinder umiddelbart råt for usødet og man får følelsen af, at vi møde dem i øjenhøjde. Nogle gange væmmes man decideret over hvordan det hierarkiske samfund er struktureret eller hvordan religionen konstant bruges som undskyldning eller forklaring på tingenes tilstand: det er guds vilje her og det er guds vilje der.
Man kan godt misunde det iranske folks for deres ærlighed til hinanden. Man siger tingene som de er og lægger ikke noget imellem. Da Sepideh fortæller Mr. Kabiri at hun vil forlade astronomiklubben for at studerer fysik, besvarer han pronte: ”jeg havde forventet mere af dig”. Det er ingen grund til at pakke tingene ind.
En ærlig film
Sepideh er en ærlig dokumentar, der følger en drømmende pige prøve at bryde med nogle af de iranske traditioner. Filmen forsøger ikke at gøre mere end at følge hendes kamp for frihed og selvstændighed. Det er det ydre, det iranske samfund, der automatisk bliver hendes modstand, og derfor får filmen en allegorisk følelse over sig, selvom det måske ikke er intenderet.
