I ’Sicario’ hverves den idealistiske FBI-agent Macer (Emily Blunt) til en hemmelig mission, der skal optrevle et hensynsløst mexicansk narkokartel. Men Macer finder hurtigt ud af, at hendes retskafne syn ikke virker i denne verden, hvor det er svært at skelne mellem de gode og ondes metoder.
Macers moralske kompas kommer på noget af en prøve, og hun opdager at gruppelederen Matt (Josh Brolin) hans mystiske ”sporhund” Alejandro (Benico Del Toro) har en tilsløret agenda – og pludselig kommer hun i tvivl om, hvem hun egentlig kan stole på.
’Sicario’ dykker dybt ned i den afstumpede narkoverden, hvor samvittighed ikke er eksisterende, og hvor ”øje for øje og tand for tand” praktiseres til det fuldeste. Det er en mørk og kynisk fremstilling, der ingen vindere har, men kun ofre.
Den stemningsfulde film prydes af en massiv og overvældende billede- og lydside, hvilket også den helt fortjent blev Oscar-nomineret for. Roger Deakins fotografering kombinerer dvælende og grandiose helikopterskud over slumbyerne og den golde ørken med hurtig og flyvsk actionklipning, mens Jóhann Jóhannsson dundrende lydspor skærer igennem marv og ben i blandingen af elektroniske trommer og klassiske violiner.
Skuespilpræstationer er ligeledes i top, hvor især Emily Blunt som den enlige kvinde det hårde mandemiljø brillerer, mens den iskolde Benico Del Toro er skræmmende god.
Instruktør Denis Villenevues, der tidligere har stået bag den intense ’Prisoners’ fra 2013, har lavet endnu et stemningsfuld og nervepirrende æstetisk mesterværk, der trods af en lille smule fortærsket historie, alligevel formår at skabe spænding og eftertanke.
’Sicario’ er en overvældende og kompromisløs oplevelse, der skal ses på en så stor skærm som muligt med anlægget på max.
Anmeldelsen afsluttes med:
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film