Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Martin Scorsese har uomtvisteligt et CV og bagkatalog, der bare skriger mesterinstruktør, og jeg er personligt glad for langt de fleste af mandens kreationer. Hans nyeste film Silence vil dog helt sikkert skille vandene, da Scorsese i høj grad stiler efter kunstfilmens redskaber og forsøger at lave en film, der på mange måder minder om en Bergman eller Dreyer produktion, frem for en mere bredere appellerende mainstream- eller populærkulturel film. Det er så her, jeg mener, at Silence for nogle vil være en fremragende film, der forsøger at sætte ord og ikke mindst billeder på de eksistentialistiske problemer der sker for mennesker, og i denne situation præster, når de begynder at stille spørgsmålstegn ved deres tro og religion, mens filmen for andre, og det inklusive mig selv, desværre bliver en kedelig, lang og søvndyssende affære.
Præmissen for filmen lover ellers et spændende plot: de to unge portugisiske jesuitter Fader Rodrigues (Andrew Garfield) og Fader Garupe (Adam Driver) får nys om, at deres lærermester Fader Ferreria (Liam Neeson) er blevet taget til fange i Japan, og de to præster vil derfor forsøge at snige sig ind i landet og befri ham. Men missionen er farlig, for japanerne er meget imod kristendommen og de præster der missionerer, og bliver man først fanget bliver man straffet på hårdeste vis: tvunget til at afsige sin religion og herefter spændt op på et kors for derefter at få hældt kogende vand ud over sig. De to unge præster må sande, at deres tro måske ikke er nok for at overleve deres mission.
Det lyder jo gevaldigt spændende, som en form for religiøs Saving Private Ryan (1998), her er det bare Saving Priest Neeson. Men filmen lever faktisk op til dens titel, for den er overraskende stille. Dialogen er sparsom og filmen er til gengæld fyldt med close-ups af fortabte ansigter og bedende hænder. Langt de fleste Scorsese film har det med at være tættere på 3 timer end 2, og Silence er ingen undtagelse. Men hvor Scorsese plejer at have et vanvittigt tempo i både klipning og dialog, fx i Goodfellas (1990) eller The Wolf of Wall Street (2013), så er det ikke til stede i Silence, og derfor kommer filmen netop til at føles uendelig lang, uden at der egentlig sker noget. I de to hovedroller har Scorsese valgt to unge, men stadig rutinerede skuespillere (vi snakker Andrew Garfield der både har spillet Spider-Man og hovedrollen i Hacksaw Ridge (2016) og Adam Driver, der har spillet Kylo Ren i Star Wars: The Force Awakens (2015)). De er begge rigtig dygtige skuespillere, men Adam Driver forbliver igennem filmen usynlig, mens Garfields karakter først i filmens sidste tredjedel åbner op for det følelsesmæssige aspekt af sin karakter, da denne begynder at vakle i troen.
Spørgsmålet og granskningen af troen og religion kan sagtens være en spændende katalysator for en film, men Scorsese sværger så meget til kunstfilmens langsomme klipning og lettere usagte billedside, at man virkelig skal fanges fra starten eller have en oprigtig interesse for emnet før det bliver spændende. Billedsiden er nok filmens stærkeste punkt, for udlægningens af 1700-tallets Japan er veleksekveret og blev også belønnet med en Oscarnominering.
Min ærlige mening om Silence er, at jeg fandt den virkelig kedelig. Det går efter min mening for langsomt, og det der foregår på 2 timer og 40 minutter kunne efter min mening have været klaret på halvanden time. Min anmeldelse skal dog ikke afskrække en fra at se filmen. Filmen beviser netop, at Scorsese mestrer både kunst- og mainstreamfilm, og er man til lidt langsomme og tunge film, så tror jeg man helt sikkert vil kunne finde glæde i Silence. Jeg kan dog ikke svinge mig op på mere end 2 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
