Skriv en kommentar
”En livstid er som et lynglimt på himlen, der farer af sted som en strøm ned af et stejlt bjerg”.
Buddha.
Ellen Hillingsø spiller en kvinde, der ligger på hospitalet og svæver imellem liv og død. Hun er billedkonservator og igennem hendes arbejde med at restaurerer renæssancemalerier, føler hun at hun kommer i kontakt med en anden tid. Disse ting ligger hun og tænker på, imens hun befinder sig i en til tider uklar tilstand imellem fantasi og virkelighed. Hun møder sin afdøde mand ( Jens Jørgen Spottag ) på den anden side og føre kærlige samtaler med ham. De glæder sig til at skulle mødes igen.
På hospitalet passes hun af sin far, sin kollega og af 2 sygeplejersker der hver især har deres holdning til deres job.
Filmen er en smuk rejse i bevidstheden hos en kvinde, der er ved at forsvinde fra denne verden og skal til at bevæge sig videre i universets uendeligheder.
Kvinden spejler sig i Sofonisba Anguissolas Renæssancekunst, Musikken spænder fra Handel til Arvo Part, og tekster fra Leonardo da Vinvi til Italo Calvino antænder de indre billeder. Filmen fungere som en af de ubegribelige ormehuller, som Holger Bech Nielsen fabulerer om. I hans formidling kan vi gennem et ormehul på Andromeda-tågen overvære opførelse af de Ægyptiske pyramider som et rent fysiks fænomen, mens associationerne i Jytte Rex’s tidshul er af indre, psykisk art og rækker fra f.eks. Sheila de Vals moderne ballet til Mevlana Rumis dansende Dervisher i Konya i det 12. århundrede.
Jytte Rex siger selv om SILKEVEJEN:
Lyde, billeder og ord danner i filmen et sensuelt mønster, som åbner mulighed for at vandre af ubetrådte stier. Dens billeder er farvet af forventninger om nye døre til andre verdener, men også af livets store aftenskygge. ” Jeg drømte, jeg var død”, lyder kvindens sidste replik. ” men hvornår holder tankerne op? ”
” Time is an ocean, but it ends at the shore ”.
Bob Dylan.
Jytte Rex er filminstruktør, maler og forfatter. Hun er født i 1942 og uddannet fra det kongelige kunstakademi. Hun har desuden siden 2001 været medlem af Statens Kunstfonds repræsentantskab.
Hun har siden først i 1970’erne lavet en del spillefilm, portrætfilm og eksperimentalfilm.
Blandt andet: Isolde fra 1989 og Palle Nielsen – Intet skal fattes, fra 2002.
SILKEVEJEN er en tankevækkende beretning om et menneskes sidste tanker i denne verden. En rejse i underbevidstheden, der åbner op for spørgsmålet om, livet er færdigt efter døden indtræffer eller om vi blot begiver os til et parallelt univers, med nye døre der skal åbnes og udforskes.
Ellen Hillingsø, spiller med fin fornemmelse for rollen som den dødende kvinde. Rart at se hende i en anderledes rolle, end dem hun ellers plejer at have.
SILKEVEJEN slutter så smukt med et digt af Karen Blixen, der hedder Sandhedens Hævn, og ligeledes vil jeg slutte denne anmeldelse med det samme digt:
Sandhedens Hævn.
Hejs sejlet op, af sted
Engang er det forbi.
O min båd. Mod dybets bred
Løber engang din sti.
Så tag mig da O hav og lad
Vort hjerteslag ved nat og dag følges ad.
Lad gennem mine øjene dine strømme
Gå som en række skønne grønne drømme.
Karen Blixen.
