Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En ung kvinde Sayra (Paulina Gaitan)vil væk fra fattigdommen i Honduras og til USA hvor hun vil bo hos nogle slægtninge.
Hun rejser igennem Mexico på et tog, som ofte kan tage op til 3 uger og hvor der ingen garanti er for at de når frem. For det er farligt at rejse og der er mange der vil dem til livs eller frarøve dem deres ting.
I Mexico er det et hårdt liv for Willy (Edgar Flores). Han er en ung mand, som er blevet trukket ind i bandelivet. De slår ihjel, røver og voldtager immigranter. Banden er en stor familie, men en dag hvor kæresten finder ud af at han holder noget skjult for hende, dukker hun op til et af deres ”møder” og på den måde opdager bandelederen, at Casper har en kæreste. Da banden er en stor familie, skal Casper straffes for at have holdt kæreste hemmelig for banden. Bandens leder Marero vil straffe Willy ved at tvinge ham med på det tog hvor immigranterne fra Mellemamerika befinder sig, for at stjæle deres værdier. Da han får moralske skrubler vender han sig mod Marero og snitter halsen om på ham. På den måde underskriver han sin dødsdom. Sayra er på dette tog og på den måde mødes de 2 mennesker med vidt forskellige skæbner.
Det er ikke første gang der er lavet film om flygtninge som søger til U.S.A og det bliver heller ikke den sidste, men denne her film er alligevel speciel.
En slags moderne roadmovie, en dannelsesrejse, hvor hovedpersonen lærer sig selv bedre og kende og lærer, at se verden på en ny måde.
Bandelivet er så hårdt og ubarmhjertigt, at det er svært at tro på at det faktisk er sådan. Men jeg er alligevel ikke i tvivl om, at nogle steder i Mexico foregår livet udenfor lands lov og ret. De skyder og lemlæster folk og smider ligene for hundene, når de er færdige med dem. Hvis man træder ved siden af er man jaget vildt, som bliver jagtet, i samarbejde med andre bander, hele landet igennem.
Når man kombinerer det med kampen for at nå USA for at undgå denne elendighed og fattigdom, er det en utrolig stærk film. Man sidder på toget med dem og kan næsten smage støvet på deres svedige kroppe. Man ser frygten i deres øjne, når de flygter fra banderne eller fremmedpolitiet og krydser fingre for, at de slipper væk.
Edgar Flores spiller Willy meget intenst. Han har hjertet med i sit skuespil og brænder virkeligt igennem på skærmen. Man føler nærværet og hans smerte. Så meget som man nu kan når man ikke selv er der. Sin Nombre er Edgar Flores’ første film og det er svært at finde nogle informationer om ham nogle steder. Men man kan da håbe at hans præstation i denne film, kan åbne nogle døre for ham.
Paulina Gaitan er født i 1992, men har en masse erfaring i branchen. Hun stammer fra Mexico. Hendes rolle er mindre, men også imponerende. Man bliver imponeret over at en så ung kvinde kan spille med så meget indlevelse og patos.
Sin Nombre skal ses af mange flere end de der har været inde at se den, for man bliver overrasket og forfærdet, men det er en film, som man ikke kan ryste af sig. På en god måde.
Sandrew Metronome
