Undertegnede var forleden så heldig at få lov at se Lars Von Triers fortsættelse til Dogville, Manderlay. Og lad det være sagt med det samme: Vi har at gøre med en bidsk lille satan.
Filmen tager sit udgangspunkt kort tid efter Dogville. Grace (denne gang spillet af stortalentet Bryce Dallas Howard fra The Village) og hendes far (Willem Dafoe) støder på farmen Manderlay, hvor slaveriet – der har været forbudt i 70 år – stadig trives i bedste velgående. Den ”godhjertede” Grace sætter sig for at stoppe vanviddet, og så kører lavinen ellers.
Som i Dogville benytter Trier sig af minimale scenografiske virkemidler. Få kulisser, subjektiv lyssætning og en aggressiv, nærværende kameraføring fører os helt ind i sjælen på de tragiske personager. Og her er meget at komme efter. Filmen tager nemlig fat i den værste plet på den amerikanske selvopfattelse, slaveriet, og fører direkte paralleller til vor tids Amerika. Fremmedhad, smalsind, den siddende regering og deres selvanseelse som verdens storebror og sherif. Alle tages under kærlig behandling i en film der er gearet til at vække kontroverser i samme liga som A Clockwork Orange.
Igen befinder vi os på en minimalt opsat, sort scene, og igen tvinger Trier de absolut optimale præstationer ud af sine skuespillere. Det der adskiller filmen fra sin forgænger er den måde, hvorpå de kontroversielle holdninger er bragt helt frem til beskuelse. Trier vil skabe debat og kontrovers, og her gør han det i højere grad end nogen længe har turdet. Det moderne samfund, og USA i særdeleshed, bliver taget i klunkerne og hevet med på en ualmindelig smertefuld jitterbug af øjenåbner. Kort sagt: Glæd dig til den 10. Juni!!!
