Skriv en kommentar
Det blev som bekendt den spanske ”The Sea Inside” der løb med oscar-statuetten for bedste udenlandske film 2004. En af dem der var med i opløbet var den svenske ”Som I Himlen”. Et svensk drama om forandring, venskab og ikke mindst kærlighed.
Daniel Daréus er en verdensberømt dirigent, der efter flere tilfælde af stress sætter en stopklods for sin karriere og rejser tilbage til sin gamle barndomsby. Han flytter ind i et lille samfund, der ikke just er vant til forandringer og fremmede.
Det varer dog ikke længe før de lokale opsnuser hvem den nye tilflytter er og tilbyder ham, at komme ned i den lokale kirke for at lytte til kirkekoret - og evt give et par gode råd.
Daniel har svært ved at lade koret være i fred og snart har han vendt op og ned på flere af de medvirkendes liv.
Filmen kan skabe associationer til Hella Joofs ”Oh Happy Day” fordi et syngende kor danner ramme om handlingen og får en samling almindelige mennesker til at give slip, og lade dem selv forandre - og måske endda tage deres eget liv op til revision.
Instruktøren Kay Pollak vente efter 13 års fravær tilbage til filmverdenen med ”Som I Himlen” og filmen blev en kæmpe succes i Sverige, hvor 1,5 millioner mennesker købte billet til filmen. Og ”Som I Himlen” er lige netop en sikker publikumsmagnet, da den vil ramme et blødt punkt på de fleste. Filmen kan underholde med både glæde og sorg, men den sætter sig ikke umiddelbart fast på nethinden som værende stor filmkunst eller som noget videre originalt. For det ér en typisk svensk film om et samfund der er stillestående lige indtil helten kommer og går grueligt meget misforståelse igennem før han til sidst vinder alles hjerter, og det hele ender lykkeligt.
Underholdningsværdien og måden filmen skal virke på fejler intet og derfor er ”Som i Himlen” en fin lille film uden at overraske eller virke udfordrende overfor publikum.
